For en gangs skyld er det et spørgsmål man kan svare helt enkelt på. For nej, en minister behøver ikke være medlem af folketinget, eller noget som helst andet, for at blive udnævnt. Som regel er de det dog. Det kan der være rigtig mange gode grunde til, men det er altså ikke noget krav. De enkelte fagministre udnævnes udelukkende af deres chef, som er statsministeren, og han eller hun kan udnævne lige præcis den person vedkommende ønsker. Kan man se bort fra, at ministeren ikke må stemme for eller imod et lovforslag i folketinget, er der til gengæld andre fordele at hente.

Statsministeren kan udnævne sin papegøje til skatteminister

Eller måske ikke, det skal nok være en person med et cpr-nummer. Men bortset fra det, er der faktisk ikke rigtigt nogen formelle krav til kvalifikationer. Danmarks parlamentariske historie er fyldt med ministre, der ikke var medlem af folketinget. Her er der intet krav om mandat, ganske ligesom man ikke behøver at være i forsvaret for at blive forsvarsminister, jurist for at blive justitsminister, eller medlem af folkekirken for at blive kirkeminister.

Der er den forskel, at man som minister, uanset hvad, altid godt kan deltage i forhandlingerne på Christiansborg. Men er man ikke valgt ind, kan man naturligvis ikke deltage i afstemningerne i folketingssalen. 

En minister er den øverste, ansvarlige for det område som vedkommende er udvalgt til. Ordet er latin og betyder “tjener”, og hentyder til, at ministrene vælges af folket til at varetage folkets interesser. 

Ikke nogen ny idé

I 1960’erne hentede Jens Otto Krag en diplomat ind som udenrigsminister (Hans Tabor), og 20 år tidligere havde Hans Hedtoft gjort det samme.

Og det kan der nemt være gode grunde til. I folketinget kan man nemt blive del af et internt magtspil, hvor meget handler om hvem der er gode venner, og hvem der ikke kan sammen. Man kan sige, at en person uden for folketinget ikke er belastet af de samme bekymringer om venskaber og alliancer med andre personer, hvad enten de er fra ens eget parti eller et andet.

Det kan også være nyttigt, at hente dygtige eller magtfulde folk ind fra det private erhvervsliv, som det for eksempel var tilfældet med Ritt Bjerregaard, Lykke Friis og Henning Dyremose. 

Som eksemplerne viser, er det begge sider af folketingssalen der har benyttet sig af denne, helt lovlige, mulighed.

Ifølge grundloven er folketingsmedlemmer alene forpligtet af deres egen overbevisning, og ikke af noget de selv, eller partiet, har lovet eller fortalt vælgerne. Som regel er praksis sådan, at partiet beslutter hvilke lovforslag man skal stemme for, og hvilke man skal stemme imod. Men det enkelte folketingsmedlem er ikke af loven forpligtet til at gøre som partiet ønsker. Så ministre der ikke er valgt ind ind i folketinget kan således ikke gøre andet, end at prøve at overbevise deres kolleger om at stemme som de ønsker.

Så selvom du ikke er valgt ind i folketinget, kan du ikke vide dig sikker hvis telefonen ringer. Det kan jo være statsministeren der ringer, og gerne vil gøre dig til ansvarlig for landets finanspolitik.