Er der noget der kan siges virkelig at være ægte dansk, så er det folkehøjskolerne. Dertil kommer, at ophavsmanden bag, N. F. S. Grundtvig, næppe kan overvurderes som central skikkelse i dansk ånds- og kulturliv. I det følgende vil vi kigge nærmere på idealerne i folkehøjskolerne, og ikke mindst manden bag dem. Han var nemlig ikke kun den alfaderlige salmedigter og kristne tænker de fleste kender ham som.

En produktiv, maniodepressiv og til tider rablende præst

Nikolai Frederik Severin Grundtvig, som var hans fulde navn, blev født i 1783 som den yngste søn af præsten Johan Grundtvig. Som begge sine brødre, der på tragisk vis døde unge, blev Grundtvig præst og kristendommen var fra starten en vigtig del af hans livsgrundlag. Selv kastede han sig med stor iver over nordisk mytologi, som han skrev adskillige artikler og bøger om. I det hele taget var Grundtvig en ekstrem produktiv mand. Artikler, bøger, pamfletter og digte i hundredvis, og af salmer fik han skrevet ikke færre end 1500. 

Dette hænger sandsynligvis sammen med, at Grundtvig, ifølge adskillige samtidige kilder, faktisk ikke sov om natten. Noget har han jo nok sovet, men sikkert ikke særligt meget. Det kan så igen skyldes, at han havde et temmeligt besværligt sind. Problemet kom til udtryk på flere måder.

På grund af personlige besværligheder, blev digteren ramt af sin første alvorlige nedtur ved juletid i 1810. Han skreg om natten, i en forestilling om, at “djævelen snoede sig om hans krop”. Nogle venner kørte ham fra København til forældrene ved Udby, nær Vordingborg, for at komme sig, hvad han da også gjorde. Det var i denne periode at han skrev teksten til den berømte salme “Dejlig er den himmel blå”.

Hvad han egentlig præcist fejlede, er svært at sige så mange år efter. I dag ville man nok diagnosticere Grundtvig som bipolær. I sine maniske perioder var hans prædikener og forelæsninger højst usædvanlige. For eksempel holder han en prædiken hvor han kysser alle de tilstedeværende kvinder i den tro, at der skal komme en guddommelig jomfrufødsel ud af det.

Folkeoplysning, demokrati og folkehøjskoler

Bortset fra de mange salmer, er Grundtvig i dag nok mest kendt som idémanden bag folkehøjskolerne, der stadig trives i bedste velgående. Med udgangspunkt i hele oplysningstanken var Grundtvigs idé, at folket i “skolen for livet” skulle opnå dannelse primært gennem det talte ord. 

Vægten blev fra starten lagt på det kristeligt poetiske, hvor fædrelandets sprog og historie stod i centrum. Herudover skulle der undervises i regning, litteratur, samfundsforhold, verdenshistorie og naturvidenskab. Da idealet var, at undervisningen skulle foregå primært gennem det talte ord, blev lærerens personlighed temmelig afgørende, både for form og indhold. Der var ingen eksamener. Man lærte for livet, ikke for et eksamensbevis eller diplom.

I november 1844 lykkedes projektet, da Rødding Folkehøjskole åbner efter at have fået tilladelse af kongen. Grundtvig selv holder en dåb for skolen på Skamlingsbanke.

Det har uden tvivl været en stor sejr for Grundtvig, som efterhånden kan skrive både præst, historiker, lærer, højskolemand, digter, teolog og folketingspolitiker på sit CV.

Især efter nederlaget i 1864 voksede interessen for disse institutioner voldsomt, man ønskede at “drage styrke af ulykken”, og der opstod mere en 20 folkehøjskoler, fordelt over hele landet. Højskolerne viste sig at være et levedygtigt eksperiment, og den dag i dag er der 79 højskoler i Danmark, samtidig med at idéen har spredt sig til en masse andre lande.