Det høres ofte i højtidelige skåltaler, at magten er delt i tre, og at dette er et meget vigtigt princip. Det er da også et helt grundlæggende retsprincip, både i Danmark og flere andre lande. Men hvad betyder det, og hvor kommer det fra? Vi vil her dykke lidt længere ned i fordeling af magten, og se på hvilken betydning det har for myndighedernes rolle i dagens Danmark. Det kan godt virke temmelig teknisk, men hvis man holder tungen lige i munden, er der faktisk mening med galskaben.

Lovgivende, udøvende og dømmede

Lad os starte med at få styr på de helt basale. I Danmark er magten principielt delt op i tre, på følgende måde:

 

  • Den lovgivende magt: Er hos folketinget. Før at et forslag kan blive til lov, kræver det et flertal blandt folketingets 179 medlemmer. Det vil sige, under normale omstændigheder, at 90 medlemmer (mandater) skal stemme for.
  • Den udøvende magt: Ligger hos regeringen. Regeringen har ansvaret for, at de vedtagne love bliver overholdt. Det er regeringen der ansætter offentlige myndigheder, herunder politiet, til at sørge for, at folketingets love bliver fulgt.
  • Den dømmende magt: I Danmark er det domstolene der dømmer. De gør det på baggrund af de love der er vedtaget i folketinget, men uafhængigt af partipolitiske interesser.

 

Juridisk set, er dette princip grundfæstet i grundlovens paragraf 3, om magtens fordeling i kongeriget. Det er værd at bemærke, at ifølge grundloven er den udøvende, og lovgivende, magt hos kongen. I praksis betyder dette kun, at regenten underskriver de love folketinget vedtager. Det er således over 100 år siden, at en regent i danmark har modsagt sig folketinget (påskekrisen), men det er nok en sag for en anden artikel.

Opdelingens historiske rødder

Alt dette kan virke noget teoretisk for de fleste moderne mennesker, men der er faktisk en grund til at man har vedtaget dette princip. Idéen er at gøre op med, at et enkelt menneske, eller en enkelt institution skal kunne både anklage, vurdere, og dømme.

For at finde rødderne til denne orden, skal vi tilbage til 1700-tallets Frankrig. Princippet blev rodfæstet af den franske forfatter og politolog Montesquieu i hans bog, Om Lovenes Ånd i 1748.

Tanken bag opdelingen var, at magtens skulle bredes ud, således at en enkelt, enevældig hersker ikke kunne bestemme alt. Man finder faktisk et tilsvarende princip i eksempelvis USA, hvor man bruger begrebet checks and balances til at beskrive den samme overordnede idé. Det drejer sig grundlæggende om, at den der anklager dig, ikke er den samme som den der dømmer dig.

Giver stadig brydninger

Det hænder stadig, at man diskuterer, om magtens tredeling bliver brudt. Ofte føler folketingets politikere trang til at kommentere dommernes beslutninger. Folketinget bestemmer jo lovene, og lovenes straframmer, men bør derudover ikke blande sig i domstolenes arbejde, og deres domme. 

Det kan være svært at sætte en præcis grænse mellem de tre afdelinger af magten, men i de fleste vestlige lande er det et kerneprincip. Og det er der, som beskrevet, gode historiske grunde til.