Med industrialiseringen skabtes en ny samfundsgruppe i de voksende byer. Store gruppe af lavtlønnede mennesker flyttede fra landet ind til byen og dannede den nye gruppe, arbejderklassen. Deres forhold var i det store hele tarvelige og usle. Selvom man knoklede 12 timer om dagen på fabrikken(minus søndag), måtte man bo i bittesmå, fugtige baggårdslejligheder, og knap nok have til dagen og vejen. Stille og roligt opstod idéen blandt disse mennesker om at gå sammen, organisere sig, og kæmpe for bedre arbejds- og levevilkår. Arbejderbevægelsen, også kaldet fagbevægelsen, voksede sig frem.

Revolutionære optøjer i den spæde begyndelse

I Danmark havde myndighederne set hvad der var sket i Frankrig med Pariser-kommunen, og ønskede absolut ikke en gentagelse i Danmark. Så i maj 1872 anholdt politiet den nye bevægelses ledere, heriblandt den kendte Louis Pio. Dette vakte stor vrede blandt de københavnske arbejdere, og dagen efter kom det til voldelige sammenstød med politiet på Nørre Fælled i København. Ingen blev dræbt, men mange mennesker blev alvorligt kvæstet under de voldsomme uroligheder. Kampene blev senere kendt i historiebøgerne som “slaget på fælleden”. Louis Pio blev idømt 3 års fængsel (hvorefter han rejste til USA), flere dele af bevægelsen blev forbudt, og regeringen bekæmpede alle socialistiske tendenser.

Men det politiske og organisatoriske arbejde fortsatte i de lokale arbejderforeninger, og mod slutningen af 1870´erne dannedes et egentligt politisk parti, Socialdemokratisk Forbund, eller bare Socialdemokratiet. I 1884 fik det nye parti valgt to medlemmer ind i folketinget, og de kommende mange år voksede partiet ved hvert eneste valg.

Fra protestbevægelse til statsministerposten

Op gennem starten af 1900-tallet slog partiet ind på en reformistisk, mindre revolutionær linje, og forlod på mange måder sine marxistiske rødder. Det førte til at en udbrydergruppe startede DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, i 1919. Men det gav samtidig partiet flere parlamentariske muligheder for samarbejde. 

Generelt led populariteten dog ingen skade, og ved folketingsvalget i 1924 vandt socialdemokraterne 36,6% af stemmerne, og blev dermed landets største parti. Det udløste en statsministerpost som gik til Thorvald Stauning, som i øvrigt udnævnte landets, og hele verdens, første kvindelige minister, Nina Bang.

Socialdemokraterne sad på statsministerposten uafbrudt fra 1953 til 1968. Siden da har partiet været en dominerende faktor i dansk politik, selvom det selvfølgelig også her er gået op og ned. De er som regel folketingets største parti, og har ofte, gansk som i øjeblikket, haft statsministerposten.

Båndene til fagbevægelsen er dog gennem de seneste 30 år blev løsnet ganske betydeligt, præcis som mange arbejdere ikke længere finder det naturligt at stemme på Socialdemokratiet. Til gengæld favner partiet noget bredere, og får nu stemmer fra alle grupper i samfundet.

Partiet betragtes ofte som skaber og værner af velfærdsstaten, som skal sikre, at alle borgere i Danmark kan få et værdigt og rimeligt liv. Denne tanke er umådeligt populær, og andre partier har i forskellig grad været nødt til at tilpasse sig denne tankegang. Det er derfor, halvt i spøg, blevet hævdet, at alle partier i Danmark blot er forskellige udgaver af Socialdemokratiet. Selvom det nok ikke er helt korrekt kan man ikke komme udenom, at partiet har haft en helt afgørende betydning for udviklingen i Danmark gennem snart halvandet århundrede.