I dag betragtes det nok af de fleste som en selvfølgelighed, at kvinder har ret til at stemme til folketingsvalg. Og alle andre valg, i øvrigt, såsom kommunalvalg, regionsrådsvalg og folkeafstemninger. Men sådan har det bestemt ikke altid været. Kvinder, og flere andre grupper, blev længe nægtet denne ret.

Kvindernes stemmeret var ikke noget der kom ud af det blå, eller dumpede ned fra himlen. Faktisk blev der kæmpet for det i årtier, og tanken blev mødt med en hel del modstand.

Idéen blev født i løbet af 1800-tallet

Tankerne om demokrati, folkestyre, og tanken om, at folket selv skulle vælge deres ledere, voksede sig større i løbet af 1800-tallet. I Danmark blev der, juridisk set, indført en form for demokrati med Grundloven af 1849. Men ikke alle kunne deltage i folkestyret. Ikke alene kvinder, men også mænd der var tidligere straffet, uden formue eller ikke forsørgede sig selv, var udelukket fra festen. 

I 1886 stillede Frederik Bajer fra Venstre forslag om, at kvinder skulle have stemmeret ved de kommunale valg. Dengang var parlamentet i Danmark, den såkaldte Rigsdag, delt op i to kamre: landstinget og folketinget. Forslaget blev fremsat flere  gange og typisk skete der det, at det blev vedtaget i folketinget, men nedstemt i det noget mere konservative landsting (hvis medlemmer blev udpeget dels af kongen, dels blandt landets spidser), og der krævedes flertal i begge kamre. Adskillige årtier gik med disse kampe, og kvindernes krav om stemmeret tog gradvist til i styrke.

Første skridt var kommunalvalgene

Starten af 1900-tallet var en meget tumultarisk tid i dansk politik, med væsentlige forandringer i den måde parlamentarisme og folkestyre blev udført. Dette sås i mindst i systemskiftet i 1901, som kort fortalt gik ud på, at regeringer fra det tidspunkt blev udnævnt af folketingets medlemmer, og ikke længere af kongen.

Man kan sige at der var i forlængelse heraf, af det første gennembrud kom i 1908, da kvinderne fik valgret, og blev valgbare, til de kommunale valg, der fulgte året efter. Det skete ikke mindst på grund af pres fra organisationen Landsforbundet for Kvinders Valgret, der havde vokset sig til en indflydelsesrig gruppe gennem de foregående år.

Kvindernes repræsentation i de kommunale råd blev endnu en platform til den efterhånden uundgåelige ret, der skulle vise sig at blive til virkelighed, blot få år senere.

1915: den endelige grundlovsændring

Kvinder fik endelig stemmeret i Danmark efter ændring af grundloven i 1915. Som nævnt var det ikke kun kvinder, der her opnåede valgret. Man udvidede kredsen af mennesker der kunne stemme, og nærmede sig dermed den “almindelige” valgret. Hermed fik også tyende, tjenestefolk, ret til at stemme til folketingsvalg.

Generelt gik der dog noget tid, før kvinderne for alvor gik til stemmeurnerne, og optrådte på stemmesedlerne. Ved det første rigsdagsvalg efter ændringen, som blev holdt i 1918, var kun omkring hver tiende kandidat en kvinde, og kun omkring hver anden kvinde stemte.

Faktisk var det først op gennem 1970’erne, med en voksende bevidsthed, at kvinder begyndte at stemme i omtrent samme omfang som mænd.

Alligevel skete der altså noget dengang; i 1924 fik Danmark sin første kvindelige minister, Nina Bang fra Socialdemokratiet. Og hun var ikke alene den første kvindelige minister i Danmark. Faktisk var hun den første minister i verden, der var valgt til en demokratisk udpeget regering. Hvert år uddeles der stadig en pris, som bærer hendes navn.