Da aftalen mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti blev indgået i 2005, var navnet indfødsretsprøve taget fra loven ”Lov om indfødsretsprøve”. Den senere SRSF-regering ændrede  i 2013 lovgivningen på området og ”Lov om statsborgerskabsprøve” blev lavet, heraf navnet statsborgerskabsprøven. Prøven beholdt dog kun dette navn i 2 år, da ”Lov om indfødsretsprøven af 2015” blev lavet, og prøven fik sit oprindelige navn tilbage.

I sin spæde start ved den første indfødsretsprøve i 2007, foregik prøven da også på en lidt anden måde end i dag. De 200 spørgsmål, som testen dengang bestod af, blev offentliggjort. Herefter skulle man til selve testen blot svare på 40 spørgsmål, hvoraf det kun var nødvendigt at svare rigtigt på 28 af disse. Desuden var der dengang afsat 60 minutter til prøven. I september 2008 indgik regeringen og Dansk Folkeparti en ny udlændingeaftale, der blandt andet strammede op på prøven og skabte rammerne til den prøve, der er i dag: tiden blev sat ned til 45 minutter, spørgsmålene blev ikke længere offentliggjort og nu skulle deltagerne svare rigtigt på 32 ud af 40 spørgsmål.

Frederik 2.

Den allerførste indfødsretsprøve blev faktisk allerede indført for 448 år siden af Frederik 2. i år 1569. Prøven bestod dengang af 25 sætninger, små artikler, som fremmede, der ville bo i hans kongerige, skulle lære og eksamineres i. Herefter skulle de sværge, at de var enige – hvis de nægtede, skulle de straks forlade landet sammen med deres familie. Gjorde de ikke det, ville de blive straffet.

Danmark er dog ikke de eneste, der har gået med tankerne om at holde fast i deres ”nationale værdier” i takt med den øgede migration til de vestlige lande de sidste årtier: både USA og Canada har indført, og gjort brug af, lignende prøver. I Europa finder man ligeledes statsborgerskabsprøver i bl.a. Tyskland, Frankrig, Holland og Storbritannien.