Der er ikke ret mange oprindelige skandinaviske ord, der bliver direkte overtaget af bredere, engelsktalende kredse. Ordet “ombudsman”, eller somme tider “ombudswoman”, er et af de få. Den Europæiske Union fik således sin egen ombudsman med Maastricht-traktaten i 1992. Her vil vi kigge lidt nærmere på hvilken rolle sådan en stilling spiller, især med fokus på folketingets ombudsmand.

Hvorfra og hvorfor har vi en ombudsmand?

Folketinget udpegede sin første ombudsmand, Stephan Hurwitz, i 1955, inspireret af en tilsvarende institution, som man havde i Sverige. 

Grundlæggende er ombudsmandens opgave, at føre kontrol med hvordan myndighederne forvalter deres magt. Det kan nok virke som en stor opgave for et enkelt menneske, når det nu drejer sig om den offentlige forvaltning i både kommunerne, regionerne, og hos staten. Derfor det naturligvis værd at bemærke, at selve institutionen “ombudsmanden” rent faktisk består af mellem 50 og 60 uddannede jurister, der har lang og bred erfaring inden for området. Den person, som vi i daglig tale kender som ombudsmanden, er altså så at sige lederen af en større gruppe af mennesker.

Det er folketinget, der samlet vælger hvem der skal være ombudsmand i Danmark. Personen, og institutionen, skal neutralt kontrollere om de vedtagne regler overholdes i forvaltningerne. Dette gælder i både kommunerne, regionsrådene og i staten. Ombudsmanden må altså ikke virke politisk, og kommer ikke fra noget politisk parti. 

Hvem kan klage til ombudsmanden?

I princippet kan alle indsende en klage til folketingets ombudsmand. Det gælder faktisk også individer der ikke er danske statsborgere. Men det kræver, at klagen handler om myndighedernes måde at forvalte gældende love og regler på. For at ombudsmanden tager sagen op, skal alle andre klage- og ankemuligheder være forsøgt, uden held. Man kan altså sige, at denne institution er sidste udvej, i tvister mellem civile personer og myndighederne.

Endelig skal det også nævnes, at ombudsmanden ikke tager sager op, som folketinget vurderer, eller har vurderet. Dette hænger igen sammen med, at der ikke er tale om en politisk institution.

Hvad kan institutionen gøre?

Ombudsmanden er på ingen måder nogen domstol. Her kan man altså ikke gå afgjort nogen konkret sag, eller på anden måde få nogen straffet. Det ombudsmanden kan gøre, er at udtale sig. Det lyder måske ikke af alverden, men institutionen udtaler sig faktisk med stor vægt i de sager den behandler.

Som nylige eksempler kan nævnes sager hos miljø- og fødevareklagenævnet. Dette nævn afviste i 2020 adskillige klagesager med henvisning til, at der ikke var truffet afgørelse i sagerne. Ombudsmandens undersøgelser konkluderede derimod, at der reelt var faldet afgørelser, som altså kunne ankes. Som et resultat heraf blev flere af sagerne genoptaget, og borgerne fik altså mulighed for at protestere mod nævnets afgørelser.

Hvert år bliver ombudsmandens såkaldte udtalelser, altså det man har kritiseret i løbet af året, samlet i folketingets ombudsmandsberetning, også kaldet FOB. 

Og der lyttes som nævnt til hvad denne kontrollerende instans siger, og det kan få konsekvenser, hvis en myndighed har forvaltet fejlagtigt. 

Som en sidste, men ikke uvigtig, ting skal også nævnes, at ombudsmanden kan anbefale fri proces. Det vil sige, at staten betaler for en retssag, som en borger fører. Formålet er her, at hvis institutionen synes der er en god grund, skal også mennesker uden økonomiske midler kunne anlægge sag.