Der er prøver, man ikke vil dumpe. Og så er der prøver, man virkelig ikke vil dumpe. Indfødsretsprøven hører vist selvsagt til den sidste kategori. Derfor kan det også være den mængde mere smertefuldt at skulle acceptere, at man har dumpet den.

Det bliver aldrig nogensinde nogen let nød at sluge, fordi prøven altid er så vigtig for alle, der tager den. Dog er der muligvis nogle måder, der kan hjælpe en til at se lidt lysere på tingene. Selv når de ser allermørkest ud.

Heldigvis er systemet ikke lavet således, at det er ét forsøg, og ellers er du færdig. Består du ikke prøven, har du mulighed for at gå op igen ved næste prøvetermin. Det betyder selvfølgelig, at du skal betale et nyt gebyr for at kunne tage prøven anden gang. Det kan helt sikkert være mange penge, men heldigvis er penge ikke alt, selv ikke i en materialiseret verden.

Skulle det ske, at du ikke består, så kan du, såfremt du er i stand til det, se det som en mulighed for at studere endnu hårdere, inden du tager prøven igen. Hvis du lader viljestyrken tage over og beslutter dig for, at du skal vise de mennesker, der dumpede dig første gang, så kan du bruge den vrede på en god måde ved at arbejde det hårdere op til den næste prøve. Det er ligesom at dumpe til køreprøven første gang for så at være ekstra meget på dupperne anden gang. Det er aldrig nogensinde nogen fordel, men det kan måske give de ekstra fem procent, man har manglet.

Indfødsretsprøven er en meget vigtig prøve, men tilsyneladende og heldigvis går verden ikke under, selv om man dumper. Det er i de mørkeste tider, at et positivt syn på livet er vigtigst.