Kapitel 1. Danmarks Historie


Kapitel 1. Danmarks historie

INDLEDNING

Det danske samfund har rødder, der rækker langt tilbage i tiden. Danmarks historie er vigtig at kende for at forstå det danske samfund, som det ser ud i dag. Velfærdssamfundet, det politiske system, økonomien, kulturen og hverdagslivet er alle resultater af en lang historisk udvikling.

Danmark har i størstedelen af sin historie været en magtfaktor i Norden og omkring Østersøen og har bestået af mange forskellige befolkningsgrupper, men er gradvist blevet reduceret til en småstat med en forholdsvis ensartet befolkning.

Den danske stat har eksisteret som selvstændig stat uden afbrydelser i over 1.000 år, og det er ret enestående set i et internationalt perspektiv. Danmark har gennem sin lange historie haft flere forskellige styreformer. Selv om alle styreformer har haft monarkiet som statsform, har kongemagten spillet meget forskellige roller gennem tiden.

I dag er kongen eller dronningen stadig formelt landets statsoverhoved, men det er de folkevalgte politikere, der har den politiske magt i Danmark.

I dette kapitel gives et overblik over nogle af de historiske begivenheder og epoker, der har haft stor betydning for Danmarks udvikling frem til i dag. Det er ikke en fuldstændig og udtømmende Danmarkshistorie. Formålet er at beskrive de historiske hovedtræk og tendenser, der har sammenhæng med de fire centrale temaer, der gennemgås i de efterfølgende kapitler:

• Det danske demokrati • Den danske økonomi • Danmark og omverdenen • Dansk kulturliv

Når der i lærematerialet efter en person er angivet årstal i parentes, angiver det for konger eller dronninger deres regeringstid, mens årstallene for andre personer angiver deres levetid. Som eksempler kan nævnes Frederik den 3. (1648-70), der regerede fra 1648 til 1670 og Karen Blixen (1885-1962), der levede fra 1885 til 1962.

VIKINGETID (ca. 750-1050)

I vikingetiden blev Danmark samlet under én konge, og magten i landet begyndte at blive centraliseret. Vikingerne sejlede på togter ud i Europa, hvor de handlede, plyndrede og slog sig ned. Det var også i denne periode, at de fleste danskere blev kristne.

DET DANSKE RIGE TAGER FORM

Vikingerne beskrives ofte som brutale krigere, og det var nogle af dem også. Men i virkeligheden var langt de fleste i vikingetiden bønder, der dyrkede jorden og holdt dyr, eller de var handelsmænd, der havde kontakt med andre folkeslag. Den første kendte konge, Angantyr, samlede allerede omkring år 700 en del af det område, der senere blev til Danmark.

Selve ordet ”Danmark” kendes fra slutningen af 800-tallet. ”Dan” kommer af ”daner” og betegner det folkeslag, som boede i det danske område. ”Mark” betyder ”grænseområde”. Danmark var altså ”danernes grænseområde”. Første gang, man ser navnet Danmark brugt inden for landets grænser, er på en såkaldt runesten fra cirka år 955 rejst af kong Gorm den Gamle. Ordet runesten kommer af, at teksten på stenen er skrevet med runer, som var vikingetidens skrifttegn. Gorm den Gamles søn, Harald Blåtand, regnes som den første konge, der regerede hele Danmark, og han var også konge over dele af Norge. Harald Blåtand rejste også en runesten omkring år 965. Stenene står i dag i byen Jelling i Jylland.

For at sikre sit rige mod fjender opførte Harald Blåtand omkring år 980 en række ringborge i forskellige dele af landet. Disse militære anlæg var i datidens målestok store byggearbejder. De fortæller os derfor også, at den danske konge på dette tidspunkt havde magt til at indkræve forholdsvis mange skatter og skaffe store mængder arbejdskraft - og dermed at Danmark var ét rige samlet under én centralmagt.

VIKINGERNES KONTAKT MED OMVERDENEN

Vikingerne havde meget kontakt med udlandet. Udviklingen af vikingeskibene gjorde det muligt at rejse langt for at handle og bosætte sig. Vikingeskibene var nemlig både mere solide og smidige end tidligere tiders skibe. De kunne derfor sejle på havet også under vanskelige forhold, komme hurtigt frem og også sejle op ad floder for eksempel til byer, der ikke lå ved havet. Vikingerne handlede med resten af Europa og havde også kontakt med de arabiske lande. Men ikke alt var fredelig samhandel. I 800-tallet tog danske vikinger også på togter blandt andet til England og Frankrig og så langt væk som til Konstantinopel (Istanbul). På disse togter udplyndrede de klostre og byer og krævede skat af de lokale.

Under deres togter erobrede vikingerne også store landområder. Nogle vikinger bosatte sig i de områder, som de erobrede, for eksempel i Normandiet i Frankrig.

Den danske konge Svend Tveskæg(987-1014) erobrede England, som han blev konge af i 1013. Hans søn Knud den Store (1018-35) var også konge af England, og herskede over Norge på det tidspunkt, hvor vikingeriget var størst. Det store rige faldt dog hurtigt fra hinanden igen. Men vikingernes tilstedeværelse I England har sat varige spor. Blandt andet fordi den engelske befolkning optog mange ord fra vikingernes sprog ”oldnordisk”, som er forløberen til nutidigt dansk. Moderne engelsk skønnes at indeholde et par hundrede ord fra oldnordisk. Det gælder for eksempel egg (æg), window (vindue), knife (kniv), law,(lov), sell (sælge).



ASATRO

I det danske område dyrkede indbyggerne en nordisk religion, der kaldes asatro. Det betyder troen på aserne, der var guder.

I følge asatroen var verden delt i tre: Asgård, Midgård og Udgård.   Guderne boede i Asgård. Derfra kunne man gå over regnbuen Bifrost og komme til Midgård, hvor menneskene boede. Længst væk - adskilt fra Midgård af et højt hegn - lå Udgård, hvor gudernes fjender ”jætterne” (onde kæmper) og deres konge Udgårds-Loke, boede.   Centralt i asatroen er det såkaldte ”Ragnarok”, som er forestillingen om, at verden en dag vil gå under (blive ødelagt).   Gudernes konge hed Odin. Han er ofte beskrevet som en ældre mand med kun ét øje og to ravne siddende på skuldrene. Blandt de andre guder i den nordiske mytologi kan nævnes Freja, der var gudinde for frugtbarhed, og torden- og krigsguden Thor, der kørte hen over himlen med sin vogn, hvilket ifølge myten var det, man kunne høre, når det tordnede.   Mange gudenavne fra den nordiske mytologi lever videre i det danske sprog, for eksempel i ugedagenes navne. Onsdag kommer af Odin, torsdag af Thor. Også mange stednavne har rødder i mytologien. Det gælder for eksempel Odense. Navnet Odense kommer af ”Odins vi”, der betyder Odins helligdom. Tórshavn, som er den største by på Færøerne, er naturligvis Thorshavn.

I vikingetiden kom kristendommen til landet og erstattede langsomt asatroen. Den tyske missionær Ansgar byggede i midten af 800-tallet kirker i Hedeby og Ribe, og i cirka 965 blev Harald Blåtand døbt. På den runesten, han rejste ved Jelling, står der, at kong Harald vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Harald Blåtands Jellingsten kaldes derfor ofte for Danmarks dåbsattest.

MIDDELALDER (ca. 1050-1500)

I middelalderen kæmpede kongen, kirken og adelen ofte mod hinanden om magten. Kongemagt og kirke kom dog med tiden til at hænge tættere sammen. Ud over denne udvikling i styreform var middelalderen også en periode med vigtige nyskabelser som Jyske Lov og Danmarkshistoriens værste pestepidemi (Den Sorte Død). Desuden blev hele Norden samlet i én union, Kalmarunionen.

MAGTKAMP MELLEM KONGE, ADEL OG KIRKE

Efter Knud den Stores død i 1035 fulgte en ustabil periode. En række danske konger blev myrdet, og det gjorde kongemagten svagere. For eksempel blev Knud den Hellige dræbt i Sankt Albani Kirke i Odense iKirke i Odense i 1086 af stormænd, der var de rigeste mænd i landet. Stormændene var utilfredse med, at de skulle betale bøder til kongen, hvis de ikke deltog i militærtjeneste. Mordet på kongen gjorde det klart, at kongerne for fremtiden kun kunne regere, hvis de lavede aftaler med stormændene. Disse aftaler udviklede sig til egentlige kontrakter om, hvordan magten skulle fordeles mellem kongen og stormændene. Disse kontrakter kaldtes håndfæstninger. Den sidste håndfæstning blev underskrevet af Frederik den 3. i 1648. Den blev siden hen annulleret i forbindelse med indførelsen af det enevældige arvekongedømme i 1660-61.

De første mere end 100 år efter, at Harald Blåtand var blevet døbt som kristen, var kristendommen i Danmark underlagt ærkebiskoppen i Hamborg-Bremen i Tyskland, som de tyske kejsere havde stor indflydelse på. Dette svækkede den danske konge og dermed Danmarks selvstændighed. Men i løbet af 1000-tallet opstod en selvstændig dansk kirke. Den var inddelt i otte stifter, det vil sige geografiske områder, der var administreret af kirken med en biskop som øverste leder.



I 1103 fik Lund i Skåne, som indtil 1658 var en del af Danmark, sin egen ærkebiskop med hele Norden under sig. Norden blev dermed et selvstændigt kirkeligt område som en del af den katolske kirke og direkte under paven i Rom - uafhængigt af den tyske kejsers magt.

Nogle hundrede år efter, at kristendommen blev indført, havde kirken fået stor magt. Kirken blev en vigtig del af ethvert menneskes hverdag. Befolkningen skulle betale skat til kirken, som hed ”tiende”, fordi den skulle udgøre en tiendedel af høsten eller anden produktion. Kirken bestemte i høj grad, hvad man måtte tro på, hvordan man skulle leve, hvad der var rigtige og forkerte (syndige) gerninger.

Centrum for troen var byens eller landsbyens kirke, og omkring 1250 var der blevet bygget op mod 3.000 kirker i Danmark. Man kom blandt andet i kirken for at bede til Gud eller få tilgivelse af præsten, hvis man i kirkens øjne havde gjort noget forkert (syndet). Tilgivelse for synd kunne ofte fås ved at betale penge til kirken (aflad). Og kirkens messe (gudstjeneste) hver søndag skabte forsoning mellem Gud og mennesker.

Der blev også bygget klostre, hvor munke og nonner kunne leve det perfekte kristne liv. Kirken kom hurtigt til at eje store jordområder i Danmark, og den katolske kirke var en international organisation med stor indflydelse i Europa. Middelalderens danske konger måtte derfor sørge for, at kirken var på deres side.

Fra midten af 1100-tallet til midten af 1200-tallet fik kongemagten fornyet styrke. At kongemagten var stærk kan blandt andet ses i en række love, der blev lavet på denne tid, hvoraf Jyske Lov fra 1241 er den mest kendte.



Det var nemlig nu kongen, der lavede lovene. At der kom love var vigtigt for det danske retssamfund i middelalderen. Tidligere havde slægterne hævnet sig på hinanden, hvis der var begået forbrydelser. Jyske Lov tog afstand fra denne form for hævn. Loven ophævede også store dele af den såkaldte sædvaneret, der byggede på uskrevne regler.

Sætningen ”Med lov skal man land bygge” stammer fra indledningen til Jyske Lov. Loven gjaldt først kun i Jylland, men store dele af den blev senere skrevet ind i Danske Lov fra 1683, den første fælles lov for hele Danmark.

Danske konger gennemførte især i 1200-tallet adskillige korstog, det vil sige militære aktioner, i området omkring Østersøen, for at omvende de hedenske, det vil her sige ikke-kristne, befolkninger til kristendommen. Et af de mest kendte korstog gik i 1219 til Estland. Det fortælles, at Dannebrog under et slag ved Tallinn faldt ned fra himlen og sikrede, at danskerne vandt slaget.

PEST, GENOPBYGNING OG KALMARUNION

I første halvdel af 1300-tallet var Danmark præget af splittelse og borgerkrig. Det lykkedes kong Valdemar Atterdag (1340-75) at samle det danske rige igen og genopbygge den danske statsmagt. I Valdemar Atterdags regeringstid hærgede pesten, der blev kaldt Den Sorte Død.

Pesten ramte Danmark og resten af Europa omkring 1350 og slog op mod halv- delen af befolkningen ihjel. Tragedien styrkede dog kongens magt. Han inddrog nemlig meget af den jord, der havde tilhørt dem, som døde af pesten. Efter Valdemar Atterdags død i 1375 blev det hans datter, Margrete (den 1.), der fik magten i landet. Det lykkedes også Margrete at blive regent i Norge, som dengang også omfattede Færøerne, Island og dele af Grønland. Og i 1397 samlede hun Danmark, Norge og Sverige i en union med Danmark som den dominerende magt. Denne union blev kaldt Kalmar unionen, fordi unionstraktaten blev under- skrevet i den svenske by, Kalmar. Kalmarunionen blev endeligt opløst i 1523, hvor Sverige rev sig løs for altid. Norge forblev i union med Danmark indtil 1814.

REFORMATION, SVENSKEKRIGE OG ENEVÆLDENS INDFØRELSE (ca. 1500-1700)

Med reformationen i 1536 blev protestantismen indført i Danmark. Det betød samtidig, at kongens magt blev meget større. Kirken, det vil sige det kristne trossamfund, blev lagt ind under kongen i stedet for at være under paven, og kongen overtog kirkens ejendom.

REFORMATIONEN

I middelalderen var den danske kirke en del af den katolske kirke, som hørte direkte under paven i Rom. Kirken i Danmark var derfor relativt uafhængig af kongen.

Kirken var en rig og magtfuld institution, men omkring år 1500 blev dens magt truet af flere bevægelser, der ønskede at reformere kirken. Disse bevægelser blev kaldt protestantiske.

En af disse bevægelser var ledet af den tyske munk Martin Luther. Oprøret førte til, at store dele af Nordeuropa brød med paven. I stedet blev der grundlagt uafhæn- gige protestantiske kirker i nært samarbejde med de lokale konger og fyrster. Martin Luthers ideer kom til Danmark i 1520’erne. Det var især præsten Hans Tausen (1494-1561), der udbredte dem. De gik først og fremmest ud på, at man kun kunne opnå frelse ved at tro og ikke ved at gøre gode Gerningerellervedatkøbeaflad. Diskussionerne om kristendommen udviklede sig hurtigt til en folkelig opstand, der var rettet mod den rige og magtfulde katolske kirke.

I 1534 udbrød der borgerkrig i Danmark mellem kirkens katolske magthavere og tilhængerne af protestantismen. Under Christian den 3.s (1536-59) ledelse vandt protestanterne i 1536 borgerkrigen. Samme år blev reformationen, altså den religiøse forandring af kirken med udgangspunkt i Martin Luthers protestantiske lære, formelt gennemført. Danmark blev et protestantisk land, og kongen afsatte de katolske biskopper. Den danske kirke hørte nu under kongen i stedet for under paven. Reformationen medførte, at kirkens politiske magt blev meget mindre.

Den katolske kirke havde ejet meget store værdier og haft meget jord, og alt dette overtog kongen nu. Samtidig lukkede han klostrene. Reformationen betød også, at det kun var kongen, der kunne udnævne præster og biskopper. På den måde kunne kirken nu bruges til at styrke kongemagten helt ud i alle hjørner af det danske rige. Reformationen fik afgørende betydning for Danmarks historie, fordi den knyttede stat og kirke tæt sammen. Det blev begyndelsen til en stærk statsmagt, der i 1660-61 udviklede sig til kongelig enevælde.

CHRISTIAN DEN 4. OG SVENSKEKRIGENE

Christian den 4. (1588-1648) var konge i næsten 60 år, og har dermed været konge længere end nogen anden i Danmarkshistorien. Han er også en af de mest betydningsfulde konger. Han havde som andre konger i sin samtid stor interesse for kunst og arkitektur og stod bag en lang række byggerier. I første halvdel af 1600-tallet fik han opført mange bygninger - især i og omkring hovedstaden København. Han fik blandt andet opført kendte bygningsværker som Frederiksborg Slot ved Hillerød, Københavns Børs samt Rosenborg Slot og Rundetårn i København, og han grundlagde adskillige nye byer - mest uden for det nuværende Danmark, for eksempel Kristianstad i Skåne, Kristiansand i Norge og Kristiania, som nu hedder Oslo og er Norges hovedstad.

Men Christian den 4.s regeringstid var også præget af tabte krige og landområder. Da han overtog regeringsmagten, var Danmark dominerende i området omkring Østersøen; men også Sverige havde store ambitioner for området. Magtbalancen mellem Danmark og Sverige ændrede sig markant, da Christian den 4. i årene 1625-29 trak Danmark ind i Trediveårskrigen - en europæisk storkrig, som især foregik i Tyskland (1618-48). Kongen led et stort militært nederlag i 1626, og da Danmark trak sig ud af krigen i 1629, var Sverige blevet den førende magt i østersøområdet.

Det dårlige forhold til Sverige fortsatte i resten af Christian den 4.s regeringstid. I 1643 angreb Sverige Danmark, og i 1645 måtte Danmark blandt andet afstå provinsen Halland i 30 år, øen Gotland i Østersøen og dele af Norge til Sverige. Ved Christian den 4.s død i 1648 var Danmark et land i dyb krise, og Sveriges dominans over Danmark skulle vare resten af 1600-tallet.

I årene 1657-60 var Danmark i to omgange igen i krig med Sverige. Under den første af disse krige erobrede svenskerne store dele af Danmark, som ved en fredslutning i Roskilde (Roskilde-freden) i 1658 for altid måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge samt flere norske områder til Sverige. Bornholm blev også afstået til Sverige ved samme fredsslutning - men øens befolkning iværksatte hurtigt et oprør og fik styrtet det svenske styre på øen.

Senere samme år fortrød den svenske konge, at han ikke havde erobret hele Danmark. Igen blev der krig, og svenskerne belejrede København, det vil sige, at de omringede byen for at få den til at overgive sig. Men med hjælp fra Nederlandene lykkedes det den danske hovedstad at modstå belejringen, og svenskerne fik ikke erobret flere danske områder. Ligeledes måtte svenskerne acceptere, at Bornholm skulle forblive dansk.

Men tabet af de mange landområder fik store konsekvenser for Danmark. Det gjaldt i særlig grad tabet af Skåne, fordi Danmark nu ikke længere kontrollerede begge sider af Øresund, som var ind- og udsejlingen til Østersøen, og fordi Skåne havde en stor del af Danmarks frugtbare jord velegnet til landbrug. Danmark var herefter ikke længere en magtfaktor i Nordeuropa.

ENEVÆLDEN INDFØRES

Oven på de tabte krige til Sverige og landets dårlige økonomi voksede kravet i befolkningen om at afskaffe adelens særlige fordele. Adelen var stormænd, som typisk var godsejere, og de havde en række privilegier. De skulle for eksempel ikke betale skat, de kunne vælge, hvem der skulle være ny konge, når en konge døde. De kunne også med en håndfæstning tvinge den nye konge til at dele magten med dem.

I oktober 1660 fik kong Frederik den 3. (1648-70) indført, at adelen fremover skulle betale skat blandt andet til at genopbygge landet efter krigene mod Sverige.

Adelen, som ikke havde været til meget hjælp under krigen, måtte også accep- tere, at kongemagten fremover automatisk skulle gå i arv fra den regerende konge til hans nærmeste arving.

Kongen brugte sin nye magt til i 1660-61 at indføre en ny styreform i Danmark, som kaldtes enevælde. Kongen regerede nu landet helt alene. Han kunne nu selv ansætte embedsmænd, indføre love og opkræve skatter uden først at spørge andre om lov. Der opstod en egentlig central statsadministration.

Som det eneste enevældige monarki i Europa fik Danmark i 1665 en grundlov, der var formuleret og skrevet ned. Denne lov kaldtes Kongeloven og fastslog først og fremmest, at kongen havde næsten ubegrænset magt. Kongeloven satte kun meget få grænser for, hvad kongen måtte. Han måtte ikke afgive sin enevældige magt hverken helt eller delvist. Han måtte heller ikke dele konge- riget mellem sine børn, men skulle lade det hele gå i arv til tronfølgeren. Endelig skulle han tilhøre den protestantiske kirke, som var blevet skabt med reforma- tionen i 1500-tallet med udgangspunkt i Martin Luthers lære.

Kongeloven var grundlaget for kongens enevældige magt helt frem til den første demokratiske grundlov i 1849.

SØFARTSNATION OG KOLONIMAGT (fra ca. 1620)

I 1600- og 1700-tallet blev Danmark ligesom mange andre vesteuropæiske lande en kolonimagt. Det vil sige, at Danmark erhvervede landområder uden for Danmark og erklærede dem, som en del af det danske rige.

Danmark byggede forter på Guldkysten ved Afrikas vestkyst i det nuværende Ghana, hvorfra i alt over 100.000 slaver blev sejlet til de danske kolonier i Vest- indien (Caribien) - Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan - på den anden side af Atlanterhavet. På de Dansk Vestindiske Øer blev slaverne tvunget til at arbejde i sukkerrørsplantagerne eller i de europæiske plantageejeres huse. Sukkeret blev transporteret til København, hvor det blev solgt videre enten i Danmark eller i udlandet. Slavehandelen blev forbudt fra 1803, men frem til 1848 var det stadigvæk tilladt at holde slaver på øerne.

Danmark oprettede også handelskolonier i Trankebar og Serampore i det nuværende Indien. Herfra kunne danske skibe fragte krydderier, salpeter til fremstilling af krudt, bomuldsvarer og andre kostbare varer til Europa.

Fra 1721 ankom kristne missionærer til Grønland med støtte fra den danske konge. Den første var den norske præst Hans Egede. Ud over at målet var at gøre den grønlandske befolkning kristne, var det også et mål at sælge varer fra Grønland som sælskind, spæk og hvalkød.

Danmark solgte sine kolonier i Indien og Ghana til Storbritannien i midten af 1800-tallet. De Dansk Vestindiske Øer blev solgt til USA i 1917 og går i dag under navnet De Amerikanske Jomfruøer. Grønland har nu selvstyre, men er stadigvæk i et såkaldt rigsfællesskab med Danmark sammen med Færøerne.



OPLYSNINGSTID OG VEJEN  TIL DEMOKRATI (ca. 1700-1849)

Oplysningstiden i 1700-tallets Europa var en tid, der var præget af store forandringer. Oplysningstiden byggede på den opfattelse, at befolkningen gennem oplysning, tolerance og kritisk tænkning kunne blive friere og bedre mennesker. Fornuften skulle føre til frihed for den enkelte. Sådanne tanker nåede også til Danmark. Det voksende borgerskab i byerne krævede at få del i magten og begyndte at angribe enevælden.



STAVNSBÅND OG LANDBOREFORMERNE

I første halvdel af 1700-tallet var der økonomisk krise i landbruget i Danmark. For at sikre stabil arbejdskraft på godserne indførte kongen stavnsbåndet i 1733. Stavnsbåndet indebar, at alle bønder, som udgjorde størstedelen af befolkningen, skulle blive på det gods, hvor de var født, indtil de var 40 år. Godsejerne var dermed sikret fast arbejdskraft. Til gengæld skulle godsejerne stille nogle af deres bønder som soldater til hæren. De fleste bønder i Danmark var på den tid fæstebønder, det vil sige, at de boede på en af godsejerens mindre gårde. Fæstebønderne skulle både betale afgift til godsejeren og udføre gratis arbejde på godsejerens jord for at øge produktionen på godserne.

Mod slutningen af 1700-tallet begyndte oplysningstidens ideer så småt at slå igennem i Danmark. Blandt andet blev der gennemført en række reformer af landbruget og af forholdene for landbefolkningen. Landboreformerne, som har spillet en stor rolle i udviklingen af både det danske landbrug og det danske samfund, medførte, at landbruget i løbet af 1800-tallet udviklede sig fra et middelalderligt system med fæstebønder til et mere moderne landbrug med selvejende bønder.



Fra 1788 blev stavnsbåndet ophævet. Ophævelsen betød, at fæstebønder selv kunne vælge, om de ville blive boende på det gods, de havde hørt til. Eller om de ville flytte væk derfra. Et vigtigt resultat af reformerne var også, at bønderne fik mulighed for selv at eje jord. Godsejerne solgte nemlig i mange tilfælde jorden til de bønder, som hidtil havde lejet den. Man fordelte i mange tilfælde også lands- byens fælles jord mellem de enkelte gårde. På den måde fik den enkelte bonde samlet sine marker på ét sted, så jorden kunne dyrkes mere effektivt.

Tidligere lå bøndernes gårde samlet i en landsby. Nu blev mange gårde flyttet ud fra landsbyerne til bondens egen jord. Denne udflytning af gårdene præger stadig det danske landskab. Selv om landboreformerne forbedrede vilkårene for fæstebønder og selvejere, var livet på landet stadig hårdt. En voldsom vækst i befolkningstallet gennem 1800-tallet betød, at mange ikke havde kunnet få deres egen gård. Dermed opstod en ny underklasse på landet, nemlig husmæn- dene. De boede typisk i mindre huse og havde ingen marker at dyrke, højst lidt jord, hvor de kunne holde nogle få husdyr. I stedet arbejdede de som landarbej- dere på gårdene eller godserne.

DEN FLORISSANTE PERIODE OG ENGLANDSKRIGE

I sidste fjerdedel af 1700-tallet blomstrede dansk søfart, og København udvik- lede sig til en international storhavn. Perioden kaldes Den Florissante Periode (’florissant’ betyder ’blomstrende’). Gennem det meste af 1700-tallet var der fred i Danmark, der holdt sig neutral i krigene. Omvendt blev blandt andet Storbritan- niens, Frankrigs og Nederlandenes flåder anvendt til krig, og samtidig blokerede disse stormagter hinandens havne og sejlruter. De sendte derfor i stort omfang deres varer ombord på neutrale danske skibe, som kunne komme frem de fleste steder. Skibene sejlede værdifulde laster til København, hvor de blev videresolgt til andre europæiske lande.

Denne neutralitetshandel bragte således i første omgang store indtægter til landet, men på lidt længere sigt blev samme handel også vejen ind i Napoleonskrigene, hvilket havde katastrofale konsekvenser. I Danmark bliver disse krige også kaldt Englandskrigene, fordi Danmark blev allieret med Frankrig i krig mod England (Storbritannien). Krigene begyndte i 1792 som følge af Den Franske Revolution i 1789.

I krigenes første tid var Danmark neutral og tjente med sin store handelsflåde godt på at sejle varer til både Storbritannien og Frankrig. Handelsflåden blev beskyttet af Danmarks egen krigsflåde, og det var Storbritannien utilfreds med, fordi de ikke ønskede, at Danmark handlede med Frankrig. Derfor angreb og besejrede den britiske flåde den danske flåde i 1801. Slaget kaldes Slaget på Reden, fordi det fandt sted i farvandet lige uden for Københavns havn i det område, der kaldes Københavns Red.

I 1807 ville den franske kejser Napoleon den 1. føre økonomisk krig mod Storbritannien ved at blokere handelsruterne til og fra Storbritannien med krigsskibe. For at forhindre Napoleon i at bruge de danske skibe i blokaden, valgte briterne at erobre hele den danske flåde og bombarderede i den forbindelse København. Begivenheden kaldes Københavns Bombardement. Efter nederlaget blev Danmark tvunget til at vælge side og valgte Frankrig.

Napoleonskrigene endte med, at Danmarks allierede, Frankrig, tabte til de øvrige europæiske stormagter. Det betød, at Danmark ved en fredsaftale i 1814 måtte afgive Norge til Sverige. Over 400 års dansk-norsk union (siden 1380) var dermed bragt til ende.

VEJEN TIL EN FRI GRUNDLOV

I 1800-tallet blev Danmark påvirket af de folkelige og demokratiske strøm- ninger, som blandt andet udsprang af Den Franske Revolution i 1789. I 1848 udbrød der revolution i mange europæiske hovedstæder. Der blev ikke revolu- tion i Danmark, men uroen rundt om i Europa påvirkede landet. Borgerskabet i K øbenhavn krævede i marts 1848, at kong Frederik den 7. (1848-63) skulle indføre en fri forfatning. Presset af den ophidsede folkestemning valgte kongen at følge kravet.

Han ophævede den enevældige statsform og erklærede sig som konstitutionel konge. Det vil sige, at han skulle regere i samarbejde med folket på baggrund af konstitutionen (grundloven). Den 5. juni 1849 underskrev Frederik den 7. Danmarks første frie forfatning, Danmarks Riges Grundlov.

Med grundloven fik Danmark et parlament med to lovgivende instanser, Folke- tinget og Landstinget, der samlet blev kaldt Rigsdagen. Efter næsten 200 år (siden 1660-61) under enevældige konger fik en del af den danske befolkning nu direkte indflydelse på lovgivningen. Mænd over 30 år kunne vælge medlemmer til Rigsdagen. For at kunne blive valgt til Folketinget skulle man være fyldt 25 år, mens medlemmer af Landstinget skulle være fyldt 40 år og have en høj indkomst. Hverken kvinder eller fattige havde valgret, det vil sige retten til at stemme, eller kunne vælges til Rigsdagens to instanser. Ikke desto mindre var grundloven meget demokratisk og liberal sammenlignet med de fleste andre staters forfatninger på den tid.







DE SLEVIGSKE KRIGE (1848-64)

I første halvdel af 1800-tallet voksede nationalbevidstheden i Europa, herunder i Danmark, og det samme gjorde modsætningsforholdet mellem dem, der følte sig henholdsvis danske og tyske. Det udløste i 1848-50 en borgerkrig mellem kongeriget Danmark og tysksindede oprørere i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Danmark vandt krigen, men problemet var ikke løst. I 1864 udløste de nationale spændinger igen en krig. Denne gang vandt tyskerne, og Danmark mistede både Slesvig og Holsten.

DEN 1. SLESVIGSKE KRIG

Den danske helstat bestod i midten af 1800-tallet af det danske kongerige samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Den danske konge regerede i alle tre dele af riget.

Den øgede nationalfølelse og de demokratiske tanker skabte spændinger mellem den dansktalende og den tysktalende del af befolkningen. Befolkningen i Holsten var tysk, og mange så det som naturligt, at holstenerne gerne ville rive sig løs fra Danmark og tilslutte sig Det Tyske Forbund, men i Slesvig var der både dansktalende, som ville forblive en del af Danmark, og tysktalende indbyggere, som ville løsrive sig og tilslutte sig Det Tyske Forbund sammen med Holsten. Det kaldtes det slesvigske problem. Folk og politikere på begge sider af grænsen diskuterede, hvor den danske grænse skulle gå.

I 1848 fik Slesvig og Holsten afslag på deres krav om en selvstændig fri forfat- ning for Slesvig og Holsten i lighed med den danske grundlov, der var på vej. Afslaget førte til borgerkrig mellem slesvigske og holstenske oprørere på den ene side og Danmark på den anden side.

Det Tyske Forbund og den stærkeste af de tyske stater, Preussen, bakkede op og sendte et stort antal soldater ind i krigen på hertugdømmernes side.

I 1849 udkæmpede Danmark og slesvig-holstenerne en række slag. Et af dem var ved Fredericia i juli, hvor den danske hær sejrede. I 1850 blev Det Tyske Forbund og Preussen presset af Rusland til at trække deres hjælpetropper ud af konflikten. Derefter vandt den danske hær en række afgørende sejre, blandt andet ved Isted i juli 1850. Det var det blodigste slag under krigen med tusindvis af døde og sårede. Efter en mægling fra de europæiske stormagter blev resultatet, at de to hertugdømmer fortsat skulle indgå i den danske helstat. Den løsning skulle vise sig ikke at holde længe. Treårskrigen i perioden 1848-50 kaldes også Den 1. Slesvigske Krig.

DEN 2. SLESVIGSKE KRIG

Efter Den 1. Slesvigske Krig havde Danmark lovet stormagterne, at Danmark ikke ville binde Slesvig tættere til sig end Holsten. Men Danmark brød sit løfte til stormagterne. I 1863 vedtog den danske rigsdag presset af folkestemningen en ny fælles forfatning for både Danmark og Slesvig, men ikke for Holsten. De tyske stater opfattede med god ret den dansk-slesvigske forfatning som et brud på den aftale, der var indgået. Preussen, hvis politiske leder var den magtfulde ministerpræsident Otto von Bismarck, erklærede derfor sammen med Østrig krig mod Danmark i februar 1864. Denne krig kaldes Den 2. Slesvigske Krig.

Danmark blev angrebet sydfra, og de danske styrker forventede, at Dannevirke ville beskytte dem mod angrebet. Dannevirke var et forsvarsanlæg, som siden vikinge- tiden havde været en stærk forsvarslinje. Men i februar 1864 måtte den danske hær evakueres i al hast fra Dannevirke, blandt andet fordi modstanderne var i overtal.

Dele af den danske hær trak sig nordpå i Jylland. Hovedparten af soldaterne holdt dog forsvarsstillingen ved Dybbøl nær Sønderborg. Den 18. april angreb preusserne Dybbøl efter et langvarigt bombardement, og de underlegne danske styrker led nederlag. Hele Jylland blev besat af fjendtlige styrker, og da preus- serne i slutningen af juni også erobrede øen Als, måtte de danske politikere indse, at krigen var tabt.

Nederlaget i 1864 var en katastrofe for Danmark. Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og det lille hertugdømme Lauenborg til Preussen og Østrig.

Den danske konge havde med ét mistet cirka to femtedele af sin befolkning og en tredjedel af sit territorium, som derefter bestod af det egentlige Danmark samt en række sparsomt befolkede lande: Grønland, Færøerne og Island samt - indtil 1917 - de tre små dansk-vestindiske øer.

Dermed fik riget efter 1864 en mere ensartet befolkning end nogensinde før. Langt hovedparten af befolkningen talte samme sprog, havde samme forfatning og var kulturelt ret ens, selv om der stadig var stor forskel på rig og fattig. I modgangen efter nederlaget i 1864 voksede den danske nationale identitet sig endnu stærkere, og sprog og kultur kom til at betyde meget. Mange sønderjyder boede nu i det tyske kejserrige syd for grænsen, men følte sig danske. Først i 1920 blev de dansksindede områder i den nordlige del af Slesvig genforenet med Danmark.

Krigen og tabet af hertugdømmerne i 1864 betød, at Danmark nu ubetinget var reduceret til en småstat helt uden indflydelse på de europæiske stormagters beslutninger. Bismarck havde i 1871 samlet de tyske stater i et stærkt kejserrige, og Danmark stod nu helt i skyggen af sin store nabo mod syd. Der var nu stor bekymring for, at Danmark ville blive helt udslettet som en selvstændig stat. For at sikre fortsat overlevelse søgte Danmark nu for næsten enhver pris at undgå at involvere sig i internationale konflikter. Sikkerhedspolitisk valgte Danmark derefter at være strengt neutral og opretholdt kun et svagt militært forsvar.

INDUSTRIALISERINGEN OG NYE POLITISKE BEVÆGELSER (1864-1914)

Slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var præget af en omfattende modernisering af det danske samfund. Der kom gang i en industriel udvikling, velstanden steg, og nye politiske reformer skulle sikre en mere fri økonomi. Indenrigspolitisk opstod der en markant konflikt mellem godsejerpartiet Højre og bondepartiet Venstre, og en række nye politiske bevægelser som arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen og kvindebevægelsen så dagens lys.

DEN FØRSTE INDUSTRIALISERING OG ARBEJDERBEVÆGELSEN

Industrialiseringen begyndte så småt i England allerede i midten af 1700-tallet. De vigtigste årsager til industrialiseringen var udviklingen af dampmaskinen, de første jernbaner i begyndelsen af 1800-tallet samt adgangen til energi i form af store kulreserver. Den første jernbane inden for Danmarks nuværende grænser åbnede i 1847 og kørte mellem København og Roskilde. Men industria- liseringen slog først for alvor igennem i sidste halvdel af 1800-tallet, og først efter 2. Verdenskrig gik Danmark fra at være et landbrugssamfund til at blive et egentligt industrisamfund.

Den begyndende industrialisering fik store dele af befolkningen til at flytte fra landet og ind til byerne for at arbejde i industrien eller med håndværk. Dermed opstod en helt ny samfundsgruppe af arbejdere. De arbejdede ofte på de nye fabrikker eller værksteder i byen og boede i små lejligheder i store etageejendomme.

De mange arbejdere i industrien havde fælles interesser. De ville blandt andet sikre sig den højest mulige løn for arbejdet, rimelige arbejdstider og bedre sikkerhed på arbejdspladserne. De mange arbejdere begyndte at samle sig, og i 1871 opstod der en arbejderbevægelse i Danmark. Den var en del af den socialistiske bevægelse ”Internationale”, som søgte at påvirke arbejdere i mange lande. I aviser og på løbesedler opfordrede bevægelsens ledere til strejker og demonstrationer for at kræve bedre vilkår og højere løn til arbejderne.

Arbejdsgiverne fastholdt på deres side retten til at lede og fordele arbejdet. Perioden var derfor præget af strejker og sammenstød. Det mest kendte sammenstød mellem demonstrerende arbejdere og myndighederne var Slaget på Fælleden, der fandt sted i maj 1872. Det var et stort arbejdermøde i København, som endte i kampe mellem politi og soldater på den ene side og arbejdere på den anden. Ingen blev dræbt på Fælleden, men mange blev fængslet.

Der opstod også et politisk arbejderparti, Socialdemokratiet. Det var i begyn- delsen en del af arbejderbevægelsen, men blev i 1878 et selvstændigt parti. I 1884 blev de to første socialdemokrater valgt ind i Folketinget.

En langvarig strid i 1899 mellem arbejdsgivere og arbejdere endte i september samme år med en historisk aftale, Septemberforliget, mellem arbejdsmarkedets to hovedorganisationer - der i dag hedder DA (Dansk Arbejdsgiverforening) og FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation). Med aftalen bevarede arbejds giverne deres ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejderne fik ret til at organisere sig og varetage deres interesser kollektivt - for eksempel forhandle løn og arbejds- vilkår eller strejke efter nærmere bestemte regler. Septemberforliget ligger stadig til grund for den måde, man laver aftaler på det danske arbejdsmarked. Den måde at aftale tingene på i Danmark kaldes ”Den Danske Model”.

ANDELSBEVÆGELSEN

Mens industrien voksede i byerne, skete der også forandringer på landet. I midten af 1800-tallet havde Danmark eksporteret store mængder korn til udlandet. Situationen ændrede sig imidlertid i midten af 1870’erne. Nu gjorde dampskibe og jernbaner det muligt for USA og de østeuropæiske lande at eksportere billigt korn til Vesteuropa, hvilket fik kornpriserne til at falde drastisk. Derfor valgte de danske landmænd i høj grad at omlægge til animalsk produktion. Det vil sige opdrætte for eksempel kvæg og svin for at producere blandt andet smør og bacon, som hurtigt blev Danmarks klart største eksportvarer. Det vigtigste marked var Storbritannien, som alene aftog over halvdelen af den animalske fødevareeksport i perioden 1890-1914.

En del af denne succes skyldtes andelsbevægelsen, som i samme periode blev grundlagt i Danmark. Bønderne slog sig sammen om at oprette blandt andet mejerier og brugsforeninger. Her samarbejdede de om indkøb og produktion, og delte overskuddet i forhold til hvert enkelt medlems omsætning.

Samtidig kunne bønderne via andesbevægelsens virksomheder forbedre varernes kvalitet.

Et bærende princip i andelsbevægelsen var, at medlemmer stemte efter ”hoveder, ikke høveder”. Det betød, at en landmand (et hoved), som kun havde få dyr (høveder), formelt set bestemte lige så meget som en storbonde med mange dyr. Der blev også oprettet andelsslagterier, som sikrede landmændene kontrol med både produktion og afsætning af deres kød. Andelsbevægelsen har betydet meget for dansk land- brugs udvikling og for Danmark som helhed. De demokratiske principper og tanken om lighed, der lå til grund for andelstanken, er senere blevet en vigtig del af det moderne danske samfund. Der findes stadig mange andelsvirksomheder - for eksempel Coop og Arla - selv om de fleste efterhånden har fjernet sig meget fra deres oprindelige grundlag, både hvad angår størrelse og ledelsesform.



Også arbejderbevægelsen oprettede virksomheder, der byggede på andelstanken. De blev kaldt kooperationer. Det var for eksempel bryggerier, der producerede på lige vilkår med andre virksomheder, men det var arbejderne eller forbrugerne selv, der ejede dem. Virksomhederne skulle ikke give overskud til ejerne ligesom almindelige virksomheder. Langt de fleste af arbejderbevægelsens virksom- heder er i dag udkonkurreret af de private virksomheder.

PARLAMENTARISMENS GENNEMBRUD

Krigen i 1864 var ikke kun et militært, men også et politisk nederlag for det nationalliberale borgerskab. Borgerskabet i byerne havde nemlig ikke bare stået i spidsen for kampen for en demokratisk grundlov, men også den nationale linje, som havde ført Danmark ind i krigen. Derfor stod borgerskabet svagt.

Dette spillede magten i hænderne på konservative kredse bakket op af landets godsejere. I 1866 fik de gennemført en ændring af grundloven, som indebar et demokratisk tilbageskridt. Kongen og de mænd, der havde de højeste indtægter, fik nu ret til at vælge de fleste pladser i Rigsdagens ene kammer, Landstinget. Den noget bredere adgang til at stemme blev dog bevaret til Folketinget. Men den nye grundlov anviste ikke, hvordan der skulle handles, når Folketinget og Landstinget, som nu havde to ret forskellige vælgerbefolkninger - og dermed to forskellige politiske flertal - ikke kunne blive enige.

I slutningen af 1800-tallet blev den politiske strid hårdere mellem Rigsdagens højre- og venstrekræfter. Begge parter mente, at det var dem, som havde grundloven på deres side. Perioden kaldes derfor for ’Forfatningskampen’. De organiserede sig omkring 1870 i to politiske partier, Højre og Venstre. Partiet Venstre, der repræsen- terede bønderne, havde flertal i Folketinget. Det konservative parti Højre havde flertal i Landstinget. I denne periode gennemførte Højre-regeringer, der var udpeget af kongen og ledet af godsejeren J.B.S. Estrup, en lang række såkaldte provisoriske (foreløbige) finanslove, selv om regeringen var i mindretal i Folketinget. Folketinget, der var domineret af Venstre, søgte til gengæld at blokere regeringens politik. Resultatet blev, at al lovgivningsarbejde gik i stå.

Først med Systemskiftet i 1901 blev den fastlåste situation brudt, og det parla- mentariske princip blev indført. Ifølge det parlamentariske princip er det alene Folketinget, der bestemmer, hvem der skal have regeringsmagten. En regering må ifølge dette princip ikke have et flertal i Folketinget imod sig. 1901 blev et vendepunkt for det danske demokrati. Det parlamentariske princip blev dog først indskrevet i grundloven, da den blev ændret i 1953.

Efter lange politiske kampe overtog Venstre for første gang regeringsmagten i 1901. Men i takt med at det danske samfund udviklede sig, kom der flere poli- tiske partier til. Et af dem var Det Radikale Venstre. Det blev dannet i 1905 af udbrydere fra Venstre. Det var især akademikere og husmænd, der stemte på det nye parti.

I 1915-16 reorganiserede det gamle godsejerparti Højre sig under navet Det Konservative Folkeparti. Partiet markerede dermed, at det ønskede at tiltrække andre vælgere end blot landets godsejere og det velhavende borgerskab, og at det nu anerkendte det parlamentariske princip og den lige valgret.



Skillelinjerne i dansk politik ændrede sig også i begyndelsen af 1900-tallet, således at de primært drejede sig om den økonomiske politik. På den ene side stod Socialdemokratiet, der lagde stor vægt på økonomisk omfordeling mellem rig og fattig. På den anden side var de borgerlige partier Venstre og Det Konser- vative Folkeparti, som i højere grad ønskede lave skatter og økonomisk frihed. I midten af denne diskussion stod Det Radikale Venstre. Partiet har i sin historie dog samarbejdet mest med Socialdemokratiet.

KVINDEBEVÆGELSEN

Det var også i slutningen af 1800-tallet, at ligestillingskampen for alvor tog sin begyndelse. Foreningen Dansk Kvindesamfund - Danmarks ældste kvindeorganisation - blev stiftet i 1871. Den var afgørende for, at der frem mod 1920’erne skete en række store fremskridt i kvinders rettigheder. Som eksempler herpå fik kvinder i 1875 adgang til at få en studentereksamen og til at komme på universitetet. Studentereksamen måtte dog tages ved private pigeskoler frem til 1903, hvor de offentlige gymnasier også blev åbnet for piger. I 1880 fik gifte kvinder ret til at hæve og bruge deres egen løn. I 1921 fik kvinder lige adgang til de fleste offentlige stillinger - undtagen i forsvaret og som præster.

Endvidere var det på en international, socialistisk kvindekonference i 1910 i ”Folkets Hus” på Jagtvej på Nørrebro i København (det senere ”Ungdomshuset”), at det blev besluttet, at der skulle være en international kampdag for kvinder. Fra 1921 fik markeringen en fast årlig dato den 8. marts, som i dag er kvindernes internationale kampdag i mange lande verden over.

En afgørende udvikling i denne periode var, at danske kvinder fik valgret. I 1903 havde de fået valgret, men kun til folkekirkens menighedsråd. Fra 1908 fik kvinderne også valgret til sogne- og byråd. Og endelig i 1915 - med ikrafttræden i 1918 - blev grundloven ændret, så danske kvinder fik valgret til Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget. Dermed fulgte Danmark tendensen i andre europæiske lande, hvor kvindebevægelser også havde presset på for at sikre kvinder politisk indflydelse på lige fod med mænd. På verdensplan var Danmark blandt de første lande til at indføre valgret for kvinder ved parlamentariske valg. Ved samme grundlovsændring fik tjenestefolk, det vil sige personer uden egen husstand, som tjente og boede hos en anden familie, også valgret til både Folketinget og Landstinget. Således blev valgretten udvidet fra at have omfattet et mindretal til at omfatte flertallet af befolkningen.

VERDENSKRIG, KRISER OG SOCIALREFORMER (1914-40)

1914-18 rasede 1. Verdenskrig mellem Europas stormagter. Danmark undgik at blive direkte involveret. De efterfølgende år var præget af en højst dødelig influenzaepidemi samt politisk uro både i Danmark og resten af verden. Mange europæiske lande udviklede sig til diktaturstater. I 1930’erne var verden i dyb økonomisk krise. Også i Danmark voksede arbejdsløsheden kraftigt. Det udløste mange konflikter på arbejdsmarkedet og gav Socialdemokratiet stor opbakning. Det motiverede også de gamle partier til sammen at finde løsninger, som var med til at sikre, at antidemokratiske ideologier aldrig for alvor vandt tilslutning i Danmark.

FØRSTE VERDENSKRIG (1914-18)

I 1914 brød 1. Verdenskrig ud. De største europæiske magter blev inddraget i krigen: På den ene side stod Tyskland, Østrig-Ungarn og Osmannerriget, og på den anden side stod Frankrig, Rusland, Storbritannien, Italien og siden også USA. Det neutrale Danmark lå geografisk tæt på krigens fronter, men blev ikke direkte berørt af verdenskrigen.

Efter pres fra Tyskland valgte Danmark dog i 1914 at lægge miner ud i nogle af de danske farvande. Tysklands formål var at forhindre britiske krigsskibe i at sejle ind i Østersøen og dermed true Tyskland derfra. Men minefelterne kunne også hindre tyske skibe i at sejle gennem de danske stræder. Én dansk befolkningsgruppe blev særligt involveret i 1. Verdenskrig. Det var de dansksindede slesvigere syd for grænsen, som var blevet tyske statsborgere efter Danmarks tab af Slesvig i den 2. Slesvigske Krig i 1864.



I alt døde cirka 6.000 danske sønderjyder i tysk krigstjeneste under 1. Verdenskrig. Også de danske kolonier i Vestindien kom i fokus på grund af krigen. USA frygtede, at Tyskland skulle besætte Dansk Vestindien, og tilbød derfor i 1915 den danske regering at købe Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan (på engelsk Sct. John). Efter en folke- afstemning i Danmark blev øerne i 1917 solgt for 25 mio. dollars; til gengæld for salget anerkendte USA’s regering, at Grønland fuldt og helt hørte under Danmark.

DEN SPANSKE SYGE

Hen mod slutningen af krigen i 1918 blev verden og Danmark ramt af en meget aggressiv, smitsom og dødbringende influenzavirus, som fik navnet ”Den Spanske Syge”. Sygdommen opstod slet ikke i Spanien, men fik sit navn, fordi det var spanske aviser, som først skrev om den. Eftersom Danmark ikke deltog direkte i 1. verdenskrig, var landet bedre rustet til at bekæmpe sygdommen med en befolkning, som var bedre ernæret, og et sundhedsvæsen, som var mindre belastet end de mange krigsførende landes.

Men alligevel kunne danske myndigheder ikke gøre meget. Man vidste kun lidt om sygdommen og kunne for eksempel ikke udvikle en vaccine. Mange influenza-patienter fik også lungebetændelse oveni, som man, før penicillinen blev opdaget i 1928, ofte døde af.

Sundhedsstyrelsen forsøgte via løbesedler at give befolkningen råd om blandt andet god hygiejne og om at undgå hinanden, ligesom nogle skoler og forlystelser lukkede ned. Men alt dette var ikke nok til at få kontrol med sygdommen, som ramte landet i flere bølger i perioden 1918-20. Specielt for Den Spanske Syge er også, at den i høj grad slog relativt unge mennesker ihjel. De fleste døde var mellem 20 og 40 år. I alt tog sygdommen op mod 50 mio. menneskeliv, herunder cirka 15.000 i Danmark.











GENFORENINGEN OG FORFATNINGSKRISEN

Tyskland tabte 1. Verdenskrig. Det gjorde det muligt for Danmark at kræve de primært dansksindede områder af Slesvig tilbage. I 1920 stemte befolkningen i Nordslesvig og Mellemslesvig ved to forskellige afstemninger om, hvorvidt den ønskede at tilhøre Tyskland eller Danmark. Afstemningen i Nordslesvig fandt sted i februar 1920.

Et stort flertal stemte for, at Nordslesvig skulle genforenes med Danmark. Ved afstemningen i marts 1920 i Mellemslesvig, hvor Flensborg var den største by, bestemte et stort flertal derimod, at området skulle forblive under Tyskland.

Den 15. juni 1920 blev grænsen formelt flyttet sydpå fra Kongeåen til den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland. Nordslesvig - nu kaldet Sønderjylland - blev dermed genforenet med Danmark.

Man kalder Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark for Genforeningen. Men der er dog stadig et tysk mindretal (i 2020 på cirka 15.000) på den danske side af grænsen og et dansk mindretal (i 2020 på cirka 50.000) på den tyske side. Disse mindretals rettigheder blev i 1955 lagt fast i København-Bonn-erklæringerne, hvilket har sikret en fredelig udvikling i grænselandet.

Kort før Genforeningen oplevede Danmark i forbindelse med Påskekrisen sin alvorligste forfatningskrise i nyere tid. Inden da havde kong Christian den 10. (1912-47) og regeringen i længere tid været uenige. Det var især uenigheden om den nye grænse til Tyskland, der udløste Påskekrisen.

Kongen mente, at regeringen - på trods af afstemningsresultaterne - skulle forsøge at få mere af Slesvig tilbage til Danmark end blot Nordslesvig. Dette afviste regeringen. I påsken 1920 afskedigede Christian den 10. regeringen på grund af denne uenighed.

Dette skete, selvom regeringen ikke havde konstateret et flertal imod sig i Folke- tinget. Kongens optræden under Påskekrisen i 1920 udløste store demonstra- tioner og politiske protester, og den blev af dele af dagspressen betegnet som et statskup. Flere begyndte at tale om helt at afskaffe monarkiet. Krisen drev over, da kongen og de politiske ledere efter intense forhandlinger blev enige om at udpege et nyt midlertidigt ministerium og udskrive nyvalg. Siden da har kongemagten ikke blandet sig direkte i politik.

ØKONOMISK KRISE OG SOCIALREFORMER

Mens fascismen vandt frem i 1920’erne og 30’erne i for eksempel Italien (1922) og i Tyskland (1933), og mange europæiske lande fik autoritære regimer, lykkedes det at fastholde demokratiet i Danmark. Samtidig indtraf en meget alvorlig inter- national økonomisk begivenhed i denne periode. Det var børskrakket på Wall Street i New York i oktober 1929.

Aktiekurserne faldt voldsomt, og den økonomiske krise spredte sig til resten af verden. I Danmark blev især landets største erhverv, landbruget, hårdt ramt af krisen. Priserne på korn og kød faldt dramatisk. Tusindvis af landmænd blev tvunget til at sælge deres gårde, fordi de ikke tjente penge nok. Arbejdsløsheden steg voldsomt og nåede op over 30 procent i begyndelsen af 1930’erne.

I 1924 var cigarsortereren Thorvald Stauning blevet Danmarks første social- demokratiske statsminister.

I denne regering, som varede to år frem til 1926, indgik også landets første kvindelige minister. Hun hed Nina Bang og var undervisningsminister. I 1929 dannede Social- demokratiet igen regering - denne gang sammen med Det Radikale Venstre. Regeringen forsøgte at mildne krisen ved forskellige indgreb. Den 30. januar 1933 - tilfældigvis samme dag som Adolf Hitler blev rigskansler i Tyskland - indgik regeringen og Venstre det såkaldte Kanslergadeforlig, der fik dette navn, fordi de afgørende forhandlinger fandt sted i statsminister Thorvald Staunings bolig i Kanslergade i København.

Kanslergadeforliget var et vidtgående forlig, der tog hensyn til både arbejdsgivernes og arbejdernes interesser. Forliget forhindrede lavere løn til arbejderne, men forbød strejker i et år. Det var også nødvendigt at støtte landbruget, der var hårdt ramt af den økonomiske krise. Forliget gjorde det nemmere for landmænd at låne penge, så de undgik at gå fallit. Samtidig blev den danske krone devalueret, det vil sige, at dens værdi blev sænket. Det gjorde det nemmere at sælge landbrugsvarer til Storbritannien.

DANMARK BESAT AF TYSKLAND (1940-45)

2. Verdenskrig brød ud i september 1939, da det nazistiske Tyskland angreb Polen. Danmark var besat af Tyskland fra 1940 indtil krigens afslutning i 1945. Danmark samarbejdede med tyskerne for at mildne besættelsesvilkårene, men under krigen voksede en dansk modstandsbevægelse frem. Videre lykkedes det for Danmark at redde langt de fleste af landets jøder fra Nazi-Tysklands folkemord, Holocaust.

BESÆTTELSE OG SAMARBEJDE

Danmark og Norge blev angrebet og besat af det tyske militær den 9. april 1940. Den tyske forklaring var, at Tyskland ville beskytte de to lande mod britisk besættelse. Men det var også et spørgsmål om, at den tyske krigsførelse var afhængig af leverancer af jernmalm fra Nordsverige, som skulle udskibes gennem byen Narvik på den isfri, norske atlanterhavskyst. Den forsyning af råvarer havde briterne også vist interesse for.

Desuden ønskede Tyskland sin adgang til verdenshavene sikret via Norges lang- strakte kyst. Da Danmark er det land, som ligger mellem Norge og Tyskland, havde tyskerne brug for at have adgang til flyvepladsen i Aalborg som mellemstation. Endeligt gjorde Danmarks placering ved Nordsøen landet til en uundværlig del af det tyske forsvarsværk mod en eventuel allieret invasion af den europæiske vestkyst.

Tidligt om morgenen den 9. april blev angrebet indledt, da tyske tropper gik over grænsen i Sønderjylland. Danmarks militære modstand mod angrebet var ubetydelig og varede kun i ganske få timer. Det betød, at meget få danske soldater mistede livet i forbindelse med angrebet. Tysklands militære magt var så stor, at regeringen ikke mente, at det ville nytte fortsat at gøre modstand.

Tyskland krævede, at Danmark skulle samarbejde med besættelsesmagten. Det gik Danmark nødtvungent ind på. Den danske regering blev ikke afsat, men fort- satte som samlingsregering under socialdemokratisk ledelse, dog under tysk kontrol. Også kongen fortsatte som regent. Formelt set bevarede Danmark sin status som suveræn, neutral stat, selv om landet var besat af tyske tropper. Og for de fleste danskere fortsatte - i hvert fald de første år af besættelsen - livet stort set uden de store forandringer.

I de første år af besættelsen var der nogenlunde ro i landet på trods af krigen, men fra 1942 begyndte danskernes modstand mod den tyske tilstedeværelse i landet at vokse. Tyskerne mente hverken, at den danske regering gjorde nok for at slå denne modstand ned eller i øvrigt bidrog til at sikre tyske interesser i landet. Og efter en større krise i det dansk-tyske forhold i oktober 1942 blev der efter tysk krav dannet en ny regering under ledelse af Erik Scavenius, der var tidligere udenrigsminister og fortaler for samarbejdspolitikken.

I august 1943 var der store strejker i flere danske byer som følge af stadig hårdere tyske krav. Den 29. august 1943 besluttede regeringen at indgive sin afskedsbegæring til kongen, efter at Scavenius havde afvist tyskernes krav om at gribe aktivt ind mod strejkerne og den stadigt voksende modstand mod den tyske besættelse, herunder det tyske krav om dødsstraf for sabotage. Dermed sluttede den danske regerings samarbejdspolitik med Nazi-Tyskland. Den tyske besættelsesmagt opløste samtidig det danske militær.

Den danske flåde sænkede selv hovedparten af sine skibe, for at de ikke skulle falde i tyske hænder. Derefter havde Danmark reelt ingen regering, selv om kongen havde nægtet at modtage regeringens afskedsbegæring. I praksis blev landet derefter styret af departementscheferne, det vil sige ministeriernes øverste administrative chefer. De videreførte i et vist omfang, og mere uformelt, koordinationen med den tyske besættelsesmagt for at beskytte befolkningen mest muligt på trods af den nye og mere alvorlige situation i landet.

REDNINGEN AF DE DANSKE JØDER

I 1940 levede der cirka 8.000 jøder i Danmark. Mere end 7.000 af dem nåede at flygte fra nazisternes forfølgelser under besættelsen. De fleste blev hjulpet til Sverige af danske medborgere, lige inden tyskerne i oktober 1943 forsøgte at anholde de danske jøder. Op mod 500 danske jøder blev dog sendt til koncentrationslejre i Tyskland, hvor mange omkom. I europæisk målestok overlevede en meget stor andel af de danske jøder dog dette folkemord, som også kendes under navnet Holocaust. I alt myrdede Nazi-Tyskland seks mio. af Europas cirka 9-10 mio. jøder under krigen - de fleste ved masseskydninger eller i gaskamre i udryddelseslejre.

ISLAND BLIVER SELVSTÆNDIGT

I 1944 løsrev Island sig endegyldigt efter 564 år under Danmark. I anden halvdel af 1800-tallet opstod der en stærk selvstændighedsbevægelse i Island, som i 1918 med den såkaldte Forbundslov havde fået udstrakt selvstyre i et forbund - en ”personalunion” - med Danmark. Det vil sige, at den danske konge også var konge i Island. Videre blev den islandske udenrigs- og forsvarspolitik varetaget af Danmark.



Under 2. Verdenskrig fik Islands geografiske placering midt i den nordlige del af Atlanterhavet stor betydning. Fly og skibe på vej fra USA til Europa kunne bruge øen som base. Storbritannien besatte derfor Island i maj 1940 for at forhindre en tysk invasion. Senere under krigen overtog USA forsvaret af det islandske område. Forbundsloven i 1918 udløb i 1943, og Danmark, som var under tysk besættelse havde derfor ikke reel mulighed for at genforhandle den. Ved en folkeafstemning besluttede en næsten enig islandsk befolkning sig for fuld selvstændighed. Republikken Island blev således udråbt den 17. juni 1944, som derfor blev Islands nationaldag.



MODSTAND OG BEFRIELSE

De sidste år af besættelsen var præget af flere og flere sabotageaktioner både mod det tyske militær i Danmark og mod de danskere, der samarbejdede med besættelsesmagten. Frihedsrådet blev oprettet i september 1943. Det var en illegal komité, hvor lederne fra de forskellige modstandsbevægelser koordinerede modstanden mod den tyske besættelsesmagt. En stor strejke i København i juli 1944 gav anledning til øget kontakt mellem modstandsbevægelse og politikere. Efter strejken samarbejdede Frihedsrådet og de danske politikere om at få Danmark anerkendt som allieret i kampen mod Tyskland. Det modsatte Sovjetunionen sig dog.

I foråret 1945 kollapsede det nazistiske Tyskland efter hårde kampe i Europa. Den 5. maj blev Danmark officielt befriet af britiske styrker efter, at de tyske tropper havde overgivet sig. På Bornholm nægtede tyskerne dog at overgive sig. I besættelsens sidste dage blev øen derfor angrebet af sovjetiske styrker, som blev på øen frem til foråret 1946. I alt blev cirka 7.000 danskere dræbt under 2. Verdenskrig, heraf mange søfolk, der sejlede i allieret krigstjeneste.



Danmark blev således ikke så hårdt ramt af 2. Verdenskrig som mange andre europæiske lande. 2. Verdenskrig er med cirka 60 mio. døde verden over den blodigste krig i verdenshistorien, og dødstallet var langt højere i næsten alle andre tysk besatte lande - for eksempel mistede Holland cirka 200.000 borgere, og i Østeuropa, hvor krigen var langt blodigere end i vest, mistede Polen alene 5-6 mio. borgere.

Der var dog knaphed på mange varer i Danmark. For at styre forbruget og for at kunne fordele de knappe forsyninger ud til alle indførtes såkaldt rationering på for eksempel benzin, gas, el, sukker, kaffe, te, mel, brød, sæbe, kød og smør. Det betød, at hver borger kun kunne købe en begrænset mængde af hver vare. Men i modsætning til mange andre lande var der dog aldrig sult i Danmark. Det poli- tiske system overlevede også krigen. Modstandsbevægelsen fik en vis politisk indflydelse i tiden lige efter befrielsen, men de gamle politikere og partier vendte hurtigt tilbage til magten.





KOLD KRIG, VELFÆRD OG UNGDOMSOPRØR (1945-72)

Danmark ændrede sig meget i tiden efter 2. Verdenskrig. Danmark opgav sin traditionelle neutralitetspolitik og blev medlem af NATO i 1949. Også indenrigspolitisk bød efterkrigstiden på store forandringer, ikke mindst på grund af den hastigt voksende økonomiske velstand. Danskerne fik flere penge mellem hænderne end nogensinde før. Mod slutningen af 1960’erne voksede uenighederne mellem yngre og ældre generationer, fordi flere unge satte spørgsmålstegn ved mange af samfundets traditionelle normer.

DANSK POLITIK OG DEN KOLDE KRIG

Verden var blevet en anden efter 2. Verdenskrig. Millioner af mennesker var blevet dræbt under krigen, og mange byer i Europa lå i ruiner. Krigen havde skabt et stærkt ønske om at sikre fred og sikkerhed. I 1945 stiftede en række lande derfor De Forenede Nationer (FN). Også Danmark var fra begyndelsen med i FN, der blandt andet skulle være med til at forhindre en ny verdenskrig.

Efter 2. Verdenskrig opstod Den Kolde Krig mellem de to nye supermagter, USA og Sovjetunionen. Det vil sige en ideologisk kamp og et våbenkapløb om blandt andet atomvåben mellem de vestlige demokratier baseret på liberal markeds- økonomi på den ene side - og de kommunistiske lande baseret på planøkonomi på den anden side. Europa blev delt i et vest og et øst langs en linje, som især afspejlede, hvilke områder der i 2. Verdenskrig var blevet befriet fra Nazi-Tyskland af henholdsvis USA og Storbritannien i vest og af Sovjetunionen i øst.

Opdelingen mellem øst og vest blev kendt som Jerntæppet. Den Kolde Krig kom til at præge verden frem til, at de kommunistiske diktaturer i Østeuropa faldt omkring 1990.



Danmark havde søgt at holde sig neutral i internationale konflikter siden Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Men da neutralitetspolitikken ikke kunne forhindre den tyske besættelse under 2. Verdenskrig, valgte Danmark side i Den Kolde Krig. Man følte sig bedre beskyttet som medlem af forsvarsalliancen NATO (Den Nordatlantiske Traktat-organisation). I 1949 blev Danmark derfor medlem af NATO. Alliancen bestod af USA,Canada, Tyrkiet og en række vesteuropæiske lande. Centralt i NATO-traktaten er artikel 5 - den såkaldte ”musketer-ed”. Den siger, at et væbnet angreb mod et medlemsland skal betragtes som et angreb på alle medlemslandene. Dette forpligter de andre NATO-lande til - om nødvendigt også med militær magt - at hjælpe det land, som er blevet angrebet.

Over for NATO stod Warszawa-pagten, der blev stiftet i 1955. Denne forsvarsalliance var ledet af det kommunistiske Sovjetunionen, som fik stor indflydelse på landene i Østeuropa efter 2. Verdenskrig. Efter næsten 100 år under Tysklands indflydelse orienterede Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik efter 2. Verdenskrig sig særligt mod USA.

USA spillede en vigtig rolle i genopbygningen af Vesteuropa efter 2. Verdenskrig. I årene 1948-51 gav USA meget store pengebeløb til flere vesteuropæiske lande, blandt andet Danmark. Pengene blev givet i forbindelse med Marshall-planen, opkaldt efter den amerikanske udenrigsminister George Marshall. Formålet med Marshall-hjælpen var at få sat gang i den internationale handel, som var gået i stå under 2. Verdenskrig. Dermed håbede man også at kunne hindre kommunismens videre udbredelse i Vesteuropa.

Den økonomiske hjælp fra USA var med til at modernisere det danske landbrug i de første årtier efter2. Verdenskrig. Hundredtusinder af heste blev afløst af traktorer, mejetærskere og andre maskiner. En stor del af arbejdskraften på landet blev derfor overflødig, og mange folk flyttede fra landområderne ind til byerne i 1950’erne.

Det første valg efter krigen i 1945 resulterede i en borgerlig regering under Venstres ledelse, men i 1947 genvandt Socialdemokratiet regeringsmagten. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) fik med 12,5 procent af stemmerne forholdsvis stor tilslutning ved valget i 1945, fordi der i store dele af befolkningen var sympati for, at mange danske kommunister havde deltaget i modstandskampen under besættelsen og for Sovjetunionens betydelige indsats i nedkæmpelsen af Nazi-Tyskland. De fleste af partiets nye vælgere forlod dem dog hurtigt igen. Langt de fleste vælgere stemte fortsat på de fire gamle partier Socialdemokra- tiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre. Den danske tradition for politisk stabilitet og enighed om de grundlæggende demokratiske spilleregler fortsatte under Den Kolde Krig. De sovjetisk støttede kommunister fik aldrig del i regeringsmagten i Danmark.

I efterkrigstiden begyndte man igen at diskutere, om der var behov for at ændre grundloven. Ved en folkeafstemning i 1953 stemte et flertal for at ændre grund- loven. Ændringen betød blandt andet, at Landstinget blev afskaffet. Der blev i stedet indført et såkaldt etkammersystem med Folketinget som eneste lovgi- vende forsamling. Desuden kom grundloven nu også til at gælde for Grønland og ikke kun for Danmark og Færøerne. Tronfølgen blev også ændret, sådan at den danske trone kunne gå i arv til en kvinde. Sønner gik dog stadig forud for døtre, hvilket vil sige, at en yngre søn stadigvæk ville arve tronen, hvis han havde en ældre søster. Spørgsmålet om kvindelig tronfølge pressede sig særligt på, fordi den daværende konge Frederik den 9. (1947-72) havde tre døtre og ingen sønner. Grundlovsændringen i 1953 muliggjorde dermed, at hans ældste datter, den nuværende dronning Margrethe den 2. (1972- ), kunne arve tronen. Med en ændring af tronfølgeloven i 2009 fik mænd og kvinder helt lige arveret til tronen, så det altid er den ældste - søn eller datter - der arver tronen.

Det var Socialdemokratiet, der havde størst politisk indflydelse i de første årtier efter 2. Verdenskrig. Fra 1953 til 1968 blev alle regeringer i Danmark ledet af Socialdemokratiet. Det eneste parti, der opstod i denne periode, og som stadig er i Folketinget, er SF (Socialistisk Folkeparti). SF blev dannet i 1959 af en gruppe personer, der forlod DKP i protest mod de kommunistiske landes undertrykkelse af deres befolkninger, som udbryderne ikke mente, at DKP tog nok afstand fra. Nedkæmpelsen af den folkelige opstand mod det kommunistiske styre i Ungarn i 1956 havde afgørende betydning for splittelsen af DKP.

STØRRE VELFÆRD

I slutningen af 1950’erne var der høj økonomisk vækst i Europa, herunder også i Danmark, som i perioden 1957-73 havde en økonomisk højkonjunktur nærmest uden sidestykke i landets historie. Der var fuld beskæftigelse og stor stigning i produktionen, ligesom de fleste indkomster voksede støt i denne periode. Perioden er derfor ofte blevet omtalt som ’De glade 60’ere’. Fra begyndelsen af 1960’erne eksporterede Danmark flere varer fra industrien end fra landbruget.

Det var i denne periode, at opbygningen af det danske velfærdssamfund for alvor begyndte, og et stadig større socialt sikkerhedsnet blev spændt ud under befolk- ningen. Flere af de ordninger, som ligger til grund for nutidens danske velfærds- samfund, blev etableret i de år, ligesom mange af de eksisterende ordninger blev udbygget betydeligt.



Folkepensionen, der giver enhver borger ret til folkepension uanset indkomst, blev for eksempel indført i 1956. Og i 1964 vedtog Folketinget, at kommunerne skulle oprette det nødvendige antal daginstitutionspladser, således at alle familier kunne få mulighed for at få deres børn i vuggestue og børnehave. Udbygningen af velfærdsstaten medførte også, at skatter og afgifter steg meget i denne periode.

Væksten indebar også, at der var behov for mere arbejdskraft. Mange danske kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. Tidligere havde langt de fleste gifte kvinder passet hus og børn, mens mændene arbejdede. Fra 1960’erne fik kvinderne i stigende grad uddannelse og arbejde. Og børnene tilbragte en del af dagen i en af de mange nye vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, der blev oprettet. Kvinderne fik dog ofte en lavere løn end mændene for det samme arbejde, og kampen for at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder blev stærkere.

Den økonomiske vækst betød, at mange flere mennesker pludselig fik adgang til forbrugsgoder ud over de mest basale fornødenheder som mad, tøj og bolig.

Tv-apparater, pladespillere, køleskabe, frysere, vaskemaskiner, parcelhuse, biler med mere havde hidtil været anset som luksusvarer, som kun de rigeste havde haft råd til. Nu blev de i langt højere grad en del af de fleste menneskers liv. Oven i den øgede velstand blev arbejdsugen løbende også kortere (fra 48 til 40 timer mellem 1958 og 1974), og folk fik mere ferie (fra to til fire uger mellem 1953 og 1972). Derfor var der nu også langt flere, der havde tid og råd til at rejse til udlandet på ferie eller købe et sommerhus.

UNGDOMSOPRØR OG NYE KULTURELLE STRØMNINGER

I slutningen af 1960’erne var der i Danmark som i mange andre vestlige lande tyde- lige spændinger mellem generationerne. Ungdommens modstand mod samfundets normer og autoriteter voksede, og derfor gjorde de oprør. Mange unge, især i de større byer, brød med samfundets traditionelle normer og værdier. De satte blandt andet spørgsmålstegn ved USA’s deltagelse i krigen i Vietnam og ”kernefamilien”med far, mor og børn som samfundets bærende enhed. I stedet kom der en friere holdning til seksuelle relationer - også før ægteskabet.



Fra 1966 kunne p-piller sælges lovligt i Danmark. Kvinder fik dermed adgang til et nemt præventionsmiddel, så de selv kunne styre, om de ønskede at blive gravide og få børn. P-pillen fik derfor afgørende betydning for kvinders seksuelle frigørelse.



Nye måder at leve sammen på blev også mere accepteret. Eksempelvis kunne et par godt bo og få børn sammen uden at være gift.

Nogle unge søgte nye måder at bo sammen på, blandt andet i kollektiver. Andre eksperimenterede med narkotiske stoffer. Fristaden Christiania i København blev oprettet i 1971, da unge besatte en forladt militærkaserne, Bådsmandsstrædes Kaserne. Herefter bosatte op mod 1.000 personer sig på Christiania og forsøgte at udleve mange af tidens nye ideer. Fristaden Christiania eksisterer stadig.

Ungdomsoprøret førte også til et studenteroprør. I 1968 og årene efter gjorde mange studerende og yngre undervisere oprør mod det såkaldte professorvælde på univer- siteterne. De krævede mere indflydelse, nye ledelses- og undervisningsformer og et andet indhold i studierne, og det lykkedes dem at få mange af deres krav igennem.

Også den mere strenge og autoritære opdragelse af børn i familien og i skolerne blev erstattet af en pædagogik baseret på øget dialog og samarbejde mellem børn og voksne. Blandt andet blev det i 1967 helt forbudt for lærerne at slå eleverne i den danske folkeskole. Det var dog først 30 år senere i 1997, at det også blev helt forbudt for forældre at slå deres egne børn.

DANMARK I EUROPA OG OLIEKRISE (1972-90)



Danmark blev i 1973 medlem af Det Europæiske Fællesskab, EF, der var forløberen for det nuværende EU. I begyndelsen af 1970’erne blev Danmark efter mange år med god økonomi og vækst ligesom mange andre lande ramt af økonomisk krise. 1970’erne og 1980’erne blev en periode for Danmark med lav økonomisk vækst samt nye politiske partier og bevægelser.



DANMARKS MEDLEMSKAB AF EF

I 1958 indledte Frankrig, Italien, Tyskland og Benelux-landene (Belgien, Nederlandene og Luxembourg) et økonomisk samarbejde, som udviklede sig til Det Europæiske Fællesskab (EF) og siden hen til Den Europæiske Union (EU). Formålet med EF var at styrke handlen mellem medlemslandene og at sikre freden via et stærkt samarbejde. Derfor skulle der mellem EF-landene oprettes et fælles marked uden toldgrænser eller andre hindringer for den indbyrdes handel. Målet var også, at alle indbyggere frit skulle kunne søge og tage arbejde i andre EF-lande.

Den 1. januar 1973 trådte Danmark ind i EF. Et flertal på 63,3 procent af vælgerne havde sagt ja til medlemskab ved en folkeafstemning i oktober 1972. Op til afstem- ningen var der megen debat om EF-spørgsmålet. Tilhængerne mente, at Danmark ville blive rigere ved at deltage i det økonomiske europæiske samarbejde. Man regnede for det første med, at Danmarks dengang vigtigste handelspartner, Storbritannien, også kom med i EF. Videre ønskede man at sikre de bedste muligheder for at handle på det europæiske marked og ikke mindst det tyske, hvis betydning for dansk økonomi var vokset kraftigt de forudgående år. Derudover var det en fordel at sikre dansk landbrug adgang til EF’s landbrugsstøtte. Modstanderne var imod, at Danmark opgav noget af sin ret til at bestemme selv, og var bange for, at de store lande ville komme til at bestemme for meget, samt at medlemskabet ville gå ud over den offentlige velfærd og den danske nationale identitet.

Hensynet til eksport og økonomi blev afgørende for det danske ja. Storbritannien og Irland blev medlemmer af EF samtidig med Danmark. I 1986 var der en ny folkeafstemning om en styrkelse af samarbejdet i EF. Afstemningen handlede om Den Europæiske Fællesakt eller EF-pakken, som den kom til at hedde i Danmark. Den havde til formål at gennemføre et indre marked, hvor varer, personer, tjenesteydelser og kapital kunne bevæge sig frit over grænserne mellem medlemslandene. Et flertal af danskerne (56,2 procent) stemte ja.



OLIEKRISE

I 1974 blev Danmark ligesom mange andre vestlige lande ramt af en økonomisk krise. Den blev udløst af, at priserne på olie steg voldsomt i 1973. Baggrunden var, at de arabiske lande øgede prisen markant på olie for at lægge pres på de vestlige lande, som støttede Israel i en krig mod Ægypten og Syrien (Yom Kippur-krigen).

Olie var helt afgørende for økonomien, da den skulle bruges i det meste af industrien, til biler og opvarmning af boliger. Danmark producerede dengang selv kun meget lidt olie, som derfor skulle købes i udlandet. Derfor gav prisstigningen alvorlige problemer i Danmark, som i forvejen havde underskud på samhandlen med udlandet. De forud- gående års høje økonomiske vækst faldt betydeligt, og mange blev arbejdsløse.

Problemerne blev forværret og forlænget, da endnu en voldsom prisstigning på olie indtraf i 1979-80 på grund af uroligheder i Iran i forbindelse med den islamiske revolution og den efterfølgende krig mellem Iran og Irak. I løbet af 1980’erne faldt prisen på olie igen, fordi der blev udvundet mere olie uden for Mellemøsten, for eksempel i Nordsøen. Og fordi en del af verdens forbrug af olie blev udskiftet med andre former for energi, for eksempel naturgas, kul, atomkraft og i meget mindre omfang også vedvarende energikilder som vindkraft eller solenergi. Videre bidrog oliekriserne til at skabe en interesse for energi-besparende tiltag som bedre isolering af boliger og udvikling af biler og elektronik (blandt andet tv-apparater, køleskabe og frysere), der bruger energien mere effektivt.

POLITISK OPBRUD

1970’erne var også en periode med store politiske forandringer i Danmark. Mange vælgere protesterede mod høje skatter og mod det bureaukrati, der var fulgt med den store offentlige sektor i velfærdssamfundet, og vælgerne fik større mistillid til politikerne.

Ved folketingsvalget i 1973 stemte vælgerne pludseligt markant anderledes end tidligere. Der var tale om et stort vælgerskred, og dette valg kaldes derfor Jordskredsvalget.

Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og SF - de fem daværende partier i Folketinget - fik alle meget færre stemmer. Før Jordskredsvalget havde 93 procent af vælgerne stemt på et af de fem partier. Efter valget var det kun 64 procent.

Vælgerne stemte til gengæld fem partier mere ind i Folketinget, hvoraf det største blev protestpartiet Fremskridtspartiet, som fik 16 procent af stemmerne med advokaten Mogens Glistrup i spidsen. Partiets mærkesager var at afskaffe indkomstskat og offentligt bureaukrati. Mange af de gamle partiers vælgere vendte gradvis tilbage over de næste år, og ingen af de nye partier, som blev valgt i 1973, er længere i Folketinget.

Men Jordskredsvalget er en milepæl i dansk politisk historie, blandt andet fordi det i eftertiden har været valgt mellem 7 og 11 partier ind i Folketinget ved hvert valg (frem for typisk 5-6 før 1973). Selv om der løbende er opstået nye partier, har det dog altid været politikere fra enten Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti eller Venstre, som har været statsministre i Danmark siden Systemskiftet i 1901.

I 1970’erne forsøgte skiftende danske regeringer at vende den økonomiske nedtur, men uden meget held. I begyndelsen af 1980’erne havde Danmark et stort underskud på handelsbalancen, det vil sige forholdet mellem værdien af det Danmark køber og sælger i udlandet. Samtidig var omkring 10 procent af arbejdsstyrken uden arbejde. En vigtig årsag til den økonomiske krise var en stor gæld til udlandet.

Socialdemokraterne havde - kun med kortere afbrydelser - siddet i regering og haft statsministerposten det meste af tiden siden 1929. Men i 1982 overlod de - på grund af vanskeligheder med at løse de økonomiske problemer - regerings- magten til den borgerlige fløj, uden at der havde været folketingsvalg. Stats- ministeren blev den konservative Poul Schlüter, som var statsminister i over ti år frem til 1993.

Poul Schlüter er den første og hidtil eneste statsminister fra Det Konservative Folkeparti. Det skyldes, at Venstre det meste af tiden har været det største borgerlige parti siden Systemskiftet i 1901 og derfor normalt har haft statsministerposten, når der efter 1901 har været borgerlige regeringer. Regeringsskiftet i 1982 er endvidere en historisk milepæl, fordi de borgerlige partier siden oftest har været ved magten. I perioden 1982-2022 har de borgerlige partier Venstre og Det Konservative Folkeparti således tilsammen siddet i regering og haft statsministerposten i sammenlagt 24 år og Socialdemokratiet i sammenlagt 16 år.

Det lykkedes efterhånden Schlüter-regeringen at forbedre den danske økonomi, navnlig i sidste halvdel af 1980’erne. Prisen var en rekordhøj ledighed i starten af 1990’erne. Men inflationen (prisstigningerne), som havde været et stort problem i 1970’erne, faldt, og fra 1990 var der overskud på handelsbalancen over for udlandet. Dermed kunne der komme gang i en sund økonomisk vækst. I den forbindelse hjalp det også, at Danmark blev mere selvforsynende med olie fra Nordsøen.

SOCIALE BEVÆGELSER

Efter at kvinderne var begyndt at komme ud på arbejdsmarkedet fra midten af 1960’erne, krævede mange kvinder i 1970’erne i forlængelse heraf mere lige- stilling. For eksempel kæmpede kvinderne i rød-strømpebevægelsen gennem politiske aktioner for bedre vilkår for kvinder. Op gennem 1970’erne var ligestil- ling et meget varmt politisk emne. I 1976 vedtog Folketinget på baggrund af et EF-direktiv en lov om lige løn for samme arbejde.

Fri adgang til abort var et andet af kvindebevægelsens politiske mål. Tidligere havde det kun været muligt at få abort, hvis der var en særlig grund til det, for eksempel hensynet til kvindens helbred. Men i 1973 vedtog Folketinget, at danske kvinder selv skulle kunne vælge, om de ville afbryde en graviditet. Indtil 12. graviditetsuge kunne kvinden frit vælge at få foretaget en abort. Modstanden mod den fri abort var en væsentlig grund til, at Kristeligt Folkeparti (som nu hedder Kristendemokraterne) blev dannet og valgt ind i Folketinget i 1973.

Flere græsrodsbevægelser var meget aktive i 1970’erne. Græsrodsbevægel- serne var som regel grupper, der arbejdede for at opnå ét bestemt politisk mål. Fredsbevægelsen var aktiv i denne periode og arbejdede blandt andet mod militær oprustning og våbenkapløbet mellem stormagterne.

Tusindvis af danskere demonstrerede også mod atomkraft. Den folkelige modstand var en vigtig grund til, at Folketinget i 1985 besluttede at planlægge fremtidig energi- forsyning i Danmark uden atomkraft. Ikke mindst en alvorlig ulykke på atomkraft- værket Tjernobyl i Sovjetunionen (i det nuværende Ukraine) året efter i 1986 har haft stor betydning for eftertidens modvilje mod atomkraft. Lignende bevægelser er de senere år - med det stigende politiske fokus på klimaspørgsmålet - igen opstået, hvor blandt andet mange gymnasieelever inspireret af den svenske aktivist Greta Thunberg har strejket for, at der skal gøres mere for at modvirke klimaforandringerne.

DANMARK I DET GLOBALE SAMFUND (1990-)

Danmarkshistorien har siden 1990 stået i globaliseringens tegn. Berlinmuren og Jerntæppet faldt, og nye konflikter brød ud. Kampen mod terrorisme har også præget verden og Danmark, og har spillet en ny og mere aktiv rolle i internationale forhold. EF udvidede det politiske samarbejde og blev omdøbt til Den Europæiske Union (EU), men danskerne tog kun tøvende det nye EU til sig. Landets økonomiske situation - dog afbrudt af en finanskrise i 2008 - forbedrede sig igen, og problemer med at integrere flygtninge og indvandrere i samfundet optog stadig flere. I 2020 ramte en global sundhedskrise med Covid-19.

DANMARK I DET NYE EUROPA

Omkring 1990 brød det kommunistiske system i Østeuropa sammen. Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 betød enden på Den Kolde Krig. Det medførte store forandringer i Europa. Central- og østeuropæiske lande, som tidligere havde ligget bag Jerntæppet, rykkede nu politisk tættere på Vesteuropa. Danmark fik tætte forbindelser med især de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen.





Efter Den Kolde Krig brød nye konflikter ud, blandt andet i Irak og det tidligere Jugoslavien. Danmark deltog fra nu af i øget grad aktivt i internationale konflikter og blev involveret i flere af disse krige. Efter at Irak havde besat Kuwait i 1990, sendte Danmark således et krigsskib af sted, der skulle hjælpe med at hånd- hæve det internationale samfunds handelsblokade over for Irak.

Jugoslavien blev opløst i 1991-92. I stedet opstod en række selvstændige stater, som hurtigt kom i konflikt med hinanden. Danske soldater udstationeret som FN-styrker (i Bosnien og Kroatien) i midten af 1990’erne. De skulle være med til at skabe fred mellem stridens parter. Også Kosovo, som dengang var en provins i Jugoslavien, blev ramt af konflikt i 1999. Her deltog danske jagerfly i NATO’s aktioner.

Danmarks forhold til det europæiske samarbejde var præget af politisk uenighed i 1990’erne. I 1992 blev de 12 medlemslande enige om at udvide samarbejdet, og EF skiftede navn til EU - Den Europæiske Union. Navneforandringen afspejlede, at samarbejdet, som hidtil havde været et samarbejde om økonomiske spørgsmål som handel, landbrug og fiskeri, blev udvidet med en bredere vifte af politiske samarbejdsområder.

Et flertal i Folketinget gik ind for, at Danmark skulle deltage i det udvidede samar- bejde. Men ifølge grundloven var det nødvendigt at afholde en folkeafstemning. I juni 1992 stemte et lille flertal af befolkningen (50,7 procent) nej til Maastricht-traktaten, som unionsaftalen kom til at hedde, fordi den var indgået i byen Maastricht i Holland.

I 1993 stemte et flertal af befolkningen (56,7 procent) ja til den såkaldte Edinburgh-aftale, som betød, at Danmark fik fire såkaldte forbehold over for EU. Det vil sige, at Danmark ikke deltog i EU’s samarbejde på følgende fire områder: unionsborgerskabet, den fælles valuta (euroen), forsvarsområdet og samarbejdet om en fælles rets- og udlændingepolitik.

To af Forbeholdene forbeholdene gælder stadig i dag. Derfor har Danmark har således for eksempel fortsat sin egen nationale valuta, kronen, hvorimod de fleste EU-lande har den fælles valuta, euroen. Og Danmark deltager heller ikke i EU’s fælles rets- og ud-lændingepolitik. Modstanden mod EU i dele af befolkningen blev også en af årsagerne til, at Enhedslisten, som var en samling af en række mindre venstrefløjspartier, blev valgt ind i Folketinget for første gang i 1994. Trods EU-for- beholdene er et klart flertal af den danske befolkning positivt indstillet over for det danske medlemskab af EU.



ØKONOMISK OPSVING OG INTEGRATIONSPROBLEMER

I 1993 kom Socialdemokratiet igen til magten med Poul Nyrup Rasmussen som ny statsminister. De økonomiske problemer, som Danmark oplevede i 1970’erne og i 1980’erne, vendte til en opgang. Midt i 1990’erne steg den økonomiske vækst igen, og flere kom i arbejde. Desuden betød produktionen af olie og gas fra de danske felter i Nordsøen, at Danmark efterhånden fik en nettoeksport af olie.

Det var medvirkende til, at overskuddet på handelsbalancen blev større, og gælden til udlandet efterhånden blev afviklet.Debatten om indvandring til Danmark fyldte stadig mere i løbet af 1990’erne. Antallet af personer med indvandrerbaggrund var steget meget i de foregåede årtier, og i de større danske byer var der opstået bydele, hvor mange beboere havde en anden etnisk baggrund end dansk.

Samtidig havde mange flygtninge og indvandrere vanskeligt ved at få uddannelse og arbejde. Spørgsmålet om integration fik i denne periode stor politisk opmærksomhed - blandt andet fordi forholdsvis mange med udenlandsk baggrund i Danmark klarede sig dårligt i uddannelsessystemet, og fordi en forholdsvis stor andel var uden arbejde og modtog sociale ydelser som kontanthjælp og førtidspension. Mange danskere følte også, at flere indvandrere havde en kultur, som var meget anderledes end danskernes, og at de ikke altid var gode nok til at lære det danske sprog. Ønsket om stramninger af udlændinge- og integrationspolitikken blandt mange danskere havde stor betydning for, at Dansk Folkeparti blev valgt ind i Folketinget første gang i 1998.



TERRORISME

I 2001 genvandt de borgerlige partier regeringsmagten. Statsministeren blev Anders Fogh Rasmussen fra Venstre. Det internationale samfund forandrede sig hastigt i begyndelsen af det nye årtusinde. Den globale økonomi og international terrorisme stillede Danmark over for nye udfordringer.

Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 blev bekæmpelse af terrorisme en vigtig opgave i de fleste lande. Det har især ført til øget samarbejde mellem efterretningstjenester, men også til militær intervention, som Danmark har deltaget aktivt i. Bag angrebet på USA i 2001 stod terrorister, der opererede fra Afghanistan i forståelse med det daværende afghanske styre. I 2002 besluttede Folketinget at sende danske soldater til Afghanistan for at deltage i en amerikansk ledet indsats. I 2003 angreb USA Irak for at fjerne den irakiske diktator Saddam Hussein og Iraks angivelige masseødelæggelsesvåben.

En af Danmarks største udenrigspolitiske kriser i nyere tid udviklede sig, efter at avisen Jyllands-Posten i 2005 trykte 12 karikaturtegninger af den muslimske profet Muhammed. Avisen trykte tegningerne, fordi den havde hørt, at nogle tegnere ikke turde tegne Muhammed af frygt for at blive overfaldet eller dræbt. Karikaturtegningerne førte til store protester både i Danmark og i udlandet. I mange muslimske lande var der store demonstrationer, hvor der blandt andet blev sat ild til Dannebrog - og enkelte steder også til danske ambassader og konsulater. En række lande boykottede også danske produkter på grund af tegningerne. Jyllands-Posten blev i 2008 frifundet i en injuriesag anlagt af en række muslimske organisationer. Debatten om ytringsfriheden sluttede dog ikke der. I 2010 blev en af tegnerne forsøgt myrdet i sit hjem.

I 2015 blev Danmark ramt af et terrorangreb i København, hvor en mand, som sympatiserede med terrororganisationen Islamisk Stat, skød og dræbte en film- skaber, mens han deltog i et debatmøde om ”Kunst, blasfemi og ytringsfrihed” på Østerbro. Senere samme dag forsøgte terroristen at trænge ind i den jødiske syna- goge i det indre København. Ved angrebet blev en jødisk vagt skudt og dræbt uden for synagogen. Terroristen blev efterfølgende selv dræbt i en skudveksling med politiet.

FINANSKRISE

Efter cirka 15 år med økonomisk vækst og fremgang blev Danmark i 2008 ramt af den internationale finanskrise. Krisen startede i USA, men spredte sig hurtigt til Europa, hvor den blev dybere og længere end i USA. Det gjaldt også i Danmark, hvor bruttonationalproduktet, det vil sige værdien af landets samlede produktion, skrumpede med i alt over fem procent i 2008-09. Det er det største tilbageslag for dansk økonomi siden 2. Verdenskrig.

Med krisen fulgte også nogle år med højere arbejdsløshed. Da krisen satte ind, var arbejdsløsheden den laveste i 30 år, og der var et stort overskud på stats- budgettet. Det blev vendt til underskud, men Danmark blev alligevel ikke ramt af så store problemer med statsunderskud og gæld som de fleste andre EU-lande.

Samtidig er Danmarks udlandsgæld vendt til et stort tilgodehavende, så udlandet skylder Danmark flere penge end omvendt, og overskuddet på handelsbalancen har sat gentagne rekorder i de sidste 20 år. Siden midten af 2010’erne er der igen kommet højere økonomisk vækst og lavere arbejdsløshed i Danmark.

VELFÆRDSSTATENS UDFORDRINGER

Anders Fogh Rasmussen blev i 2009 valgt som ny generalsekretær for forsvarsalliancen NATO. Han blev afløst af sin partifælle Lars Løkke Rasmussen, som statsminister. To år efter i 2011 genvandt socialdemokraterne magten, og Helle Thorning-Schmidt blev Danmarks første kvindelige statsminister de næste fire år frem til 2015, hvor Lars Løkke Rasmussen igen blev statsminister.

Udfordringen med at flytte flere mennesker fra overførselsindkomst og ind på arbejdsmarkedet har været et motiv for talrige danske velfærdsreformer gennem de sidste 30-35 år. Både Lars Løkke Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts regeringer stod i spidsen for mange sådanne reformer.



En af de største langsigtede udfordringer for velfærdsstaten i de europæiske lande. er, at der bliver færre til at betale for den velfærd, som flere skal nyde godt af. Det skyldes først og fremmest, at folk i gennemsnit lever længere. Ligesom i andre vestlige lande stiger levealderen med et par måneder hvert år. Den udvik- ling ventes at fortsætte. Samtidig er fødselstallet faldet.

Det betyder, at der bliver markant flere ældre i forhold til antallet af 15-64-årige, og at der bliver færre til at arbejde og betale for velfærden. Samtidig starter arbejdslivet senere på grund af mere uddannelse.

Mange forskellige reformer har sigtet mod at øge arbejdsudbuddet for at få flere til at tjene penge og betale skat. I den forbindelse er perioden, hvor man kan modtage understøttelse som arbejdsløs fra en arbejdsløshedskasse (A-kasse), løbende blevet afkortet siden 1990’erne og har siden den sidste reform på området i 2010 har den ligget på to år.

Den såkaldte Tilbagetrækningsreform fra 2011 skulle sikre en hurtigere og større stigning i, hvor gamle folk typisk blev, når de trækker sig tilbage fra arbejds- markedet. Endvidere er der i henholdsvis 2012 og 2013 aftalt reformer, der skal sikre, at færre kommer på førtidspension, og at færre er på kontanthjælp. Også en række skattereformer har haft det erklærede mål at øge udbuddet af arbejds- kraft ved at sænke skatten på arbejdsindkomst. De studerende har gennem en række reformer fået tilskyndelse til at starte studierne tidligere og afslutte dem hurtigere.

SUNDHEDSKRISE

Efter folketingsvalget i 2019 blev socialdemokraten Mette Frederiksen stats- minister. En væsentlig udfordring i årene 2020-22 har været en global pandemi med Covid-19, som forårsages af det såkaldte coronavirus. Virusset blev opdaget i Kina i 2019. I Danmark blev første tilfælde registreret i februar 2020. Regeringen, Folketinget, Sundhedsstyrelsen med flere forsøgte at inddæmme sygdommen ved en række anbefalinger og restriktioner. De skulle sikre, at folk for eksempel ikke mødte for mange andre mennesker, at de holdt afstand til hinanden og at de vaskede hænder i sprit. Et hovedformål med restriktionerne har været at forhindre, at alt for mange blev smittet på én gang, således at syge- husene ikke blev overbelastede af mange indlæggelser.



Derfor skulle man blandt andet bære mundbind i busser, tog og butikker. Man kunne heller ikke rejse så frit mellem Danmark og udlandet som normalt. Skolerne var desuden lukkede i perioder, og eleverne blev undervist hjemme via internettet. Derudover var mange restauranter, cafeer, museer og teatre lukkede i perioder, og fodboldkampe og anden sport foregik uden tilskuere, ligesom mange arbejdede hjemmefra.

Sundhedsvæsenet testede dagligt tusindvis af mennesker for at finde frem til de smittede, som derefter skulle blive hjemme noget tid, så de ikke smittede flere.

Coronavirusset har muteret (ændret sig) flere gange til stadig mere smitsomme varianter, og sygdommen har indtil videre ramt landet i tre store bølger. Klart flest (størstedelen af Danmarks befolkning) blev smittet i den tredje bølge hen over vinteren (november-marts) 2021-22.

Et vigtigt middel til at bekæmpe sygdommen på langt sigt er at vaccinere befolk- ningen. Det tog kun cirka et år fra sygdommens udbrud at udvikle vacciner mod coronavirus, og i december 2020 blev den første dansker vaccineret. Siden da er de fleste (cirka 80 procent af Danmarks befolkning) vaccineret med to eller tre stik.

Globalt er der registreret cirka 6 mio. mennesker døde med coronavirus, herunder cirka 6.500 i Danmark (juni 2022).