Kapitel
4
Danmark
og omverdenen
Omfanget af det internationale samarbejde er
vokset siden afslutningen på 2.
Verdenskrig. Ikke mindst ud fra et stærkt
ønske om at undgå nye krige. Fremtidige
konflikter mellem landene skulle forebygges.
Der skulle i stedet samarbejdes og
findes fredelige løsninger. Danmark deltager I
vidt omfang i dette samarbejde.
Der har været — og er fortsat — enighed blandt
de fleste af Folketingets partier
om, at deltagelsen overvejende fremmer danske
politiske og økonomiske interesser samt beskytter landets sikkerhed. Det
har givet Danmark indflydelse på
forhold, der rækker ud over landets grænser.
Men beslutningerne i disse internationale organisationer er samtidig med til
at fastlægge rammerne for det
danske samfund. Det internationale og især det
europæiske samarbejde har på
denne måde stor betydning for Danmark.
På europæisk plan drejer det sig især om EU.
Samarbejdet i EU er nemlig særligt
omfattende og spiller en stor rolle for
Danmark. Desuden er Danmark blandt
andet medlem af FN, NATO og Europarådet.
Danmark samarbejder også med
de øvrige nordiske lande: Sverige, Norge,
Finland og Island. Det foregår især i
Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.
DANMARK I EUROPA
DEN EUROPÆISKE UNION
De første skridt i Den Europæiske Unions
historie var Det Europæiske Kul- og
Stålfællesskab, som blev oprettet i 1952 af
seks europæiske lande. Ud over
ønsket om at understøtte fred og samarbejde
mellem landene var et formål også
at genrejse Europa økonomisk og socialt efter
krigens ødelæggelser. Samtidig
var det politiske verdenskort ændret. Europa
var ikke længere verdens magtcentrum, og derfor skulle de enkelte lande
styrkes ved at samarbejde mere.
Nogle få år senere besluttede de seks lande at
gå et skridt videre. Kul- og Stålfællesskabet blev i 1958 udvidet med Det
Europæiske Økonomiske Fællesskab
og Det Europæiske Atomenergifællesskab. Disse
tre fællesskaber blev senere til
De Europæiske Fællesskaber (EF). Samarbejdet
blev nu et bredere økonomisk
samarbejde. Det fik især som formål at
afskaffe hindringer for indbyrdes handel
mellem landene og dermed etablere et mere
fælles marked.
11993 trådte EU's indre marked i kraft. Det
gør, at varer, tjenesteydelser, personer
og kapital kan bevæge sig endnu mere frit
mellem medlemslandene end tidligere. Samme år skiftede EF navn til EU, Den
Europæiske Union. Navneforandringen afspejlede, at samarbejdet, som
hidtil havde været et samarbejde om
økonomiske spørgsmål som handel, landbrug og
fiskeri, blev udvidet med en
bredere vifte af politiske samarbejdsområder.
| dag består EU af 27 medlemslande, som er
oplistet neden for efter det år, de
indtrådte i samarbejdet.
1958: Stiftende medlemmer: Frankrig, Tyskland,
Italien, Belgien, Holland og
Luxembourg
1973: Danmark og Irland
1981: Grækenland
1986: Spanien og Portugal
1995: Østrig, Finland og Sverige
2004: Cypern, Tjekkiet, Estland, Letland,
Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovakiet
og Slovenien
2007: Bulgarien og Rumænien
2013: Kroatien
Desuden indtrådte Storbritannien i EU sammen
med Danmark og Irland i 1973,
men landet forlod samarbejdet igen i 2020.
EU's formål er at løse fælles europæiske
problemer. Unionen skal styrke samarbejdet på områder, der bedst klares af EU's
medlemslande i fællesskab. EU's
generelle målsætninger er at fremme økonomisk
og social udvikling, at styrke
Europas rolle i verden, at styrke beskyttelsen
af de europæiske borgeres rettigheder og interesser og at sikre frihed,
sikkerhed og retfærdighed.
EU-landene samarbejder i dag på næsten alle
samfundsområder. For eksempel
er der etableret en økonomisk og monetær union
(ØMU'en). Herunder har
19 medlemslande en fælles valuta (euroen).
EU-samarbejdet omfatter også
en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Desuden er der et politisamarbejde, samarbejde om asyl- og
flygtningepolitik samt det såkaldte Schengensamarbejde, hvis formål er at skabe et fælles
område uden indre grænser, men
med en fælles ydre grænse.
Schengen-samarbejdet betyder, at landene i
udgangspunktet har fjernet
personkontrollen ved grænserne inden for
Schengenområdet og lavet fælles
visumregler for borgere fra en række lande
uden for EU. | EU samarbejder
man også om miljøbeskyttelse, sociale forhold,
beskæftigelse, arbejdsmarked,
uddannelse, regional udvikling og
udenrigspolitiske spørgsmål. Men der er stor
forskel på, hvor omfattende samarbejdet er på
de enkelte områder. På nogle
områder udarbejdes der fælles europæisk
lovgivning. På andre områder nøjes
EU med at understøtte medlemslandenes
nationale politikker.
| EU-samarbejdet har medlemslandene givet EU
noget af den magt, som før
lå hos de nationale parlamenter og myndigheder. Samarbejdet i EU betyder, at
der på nogle retsområder kan vedtages EU-lovgivning,
der gælder direkte for
borgerne i det enkelte medlemsland.
EU-reglerne har altså samme virkning
som landets egen lovgivning. | dag træffes
mange beslutninger i EU desuden
ved såkaldte flertalsafgørelser. Det betyder,
at et forslag kan vedtages, uden at
samtlige medlemslande er enige. Et land kan
med andre ord blive stemt ned,
men alligevel være bundet af beslutningen. EU
er organiseret via en række insti-
tutioner, som fungerer uafhængigt af
medlemslandene. Det drejer sig især om
Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU-Domstolen.
Et eksempel på en vedtaget EU-lov er
databeskyttelsesforordningen, der oftest
omtales som GDPR (General Data Protection
Regulation). Denne lov trådte i kraft
i 2018 og stiller krav til, hvordan
personoplysninger i EU-landene behandles.
Dette har haft stor betydning for danske
virksomheder og organisationer, da
der er kommet nye krav til, hvordan og hvor
længe de må opbevare data om
medlemmer og kunder samt krav om samtykke ved
indtastning af oplysninger
om privatpersoner. En del både offentlige og
private virksomheder ansætter
medarbejdere til at sikre, at virksomhedernes
GDPR-procedurer følges.
EU-samarbejdet kan også omfatte forhold, som
ikke fører til decideret EU-lovgivning. | stedet er målet, at EU-landene skal
lære af hinanden. Det kan ske ved,
at landene i fællesskab formulerer
målsætninger for bestemte politikområder
og så rapporterer om, hvad man har gjort. Det
kaldes også 'Den åbne koordinationsmetode'. Anbefalingerne drejer sig især
om arbejdsmarkedspolitik, økonomisk politik og socialpolitik. Medlemsstaterne
har ikke pligt til at gennemføre
anbefalingerne, men de påvirker ofte
medlemsstaternes politik.
På bestemte områder har EU fået adgang til at
vedtage lovgivning, som Folketinget ellers skulle vedtage. EU har for
eksempel adgang til at vedtage regler,
som fjerner handelshindringer mellem
medlemslandene. Danmark har altså
med sit medlemskab af EU afgivet noget af sin
selvbestemmelsesret. Det giver
den danske grundlov mulighed for. Der stilles
dog ganske strenge krav til at
træffe sådan en beslutning. Mindst 5/6 (det
vil sige mindst 150) af Folketingets
179 medlemmer (men dog et simpelt flertal på
90 medlemmer) skal sige ja til
Danmarks deltagelse i det internationale
samarbejde. Ellers skal der afholdes
der folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal
deltage i det internationale
samarbejde.
Selvom meningsmålinger viser, at befolkningen
helt overvejende er positive over
for EU-medlemsskabet, har den ofte været
splittet i holdningen til, om EU skal
omfatte flere politikområder, og om Danmark
skal afskaffe sine EU-forbehold.
Siden danskerne sagde ja til medlemskab af EF
i 1972, har der været afholdt
ni folkeafstemninger om ændringer i
samarbejdet. Seks gange har et flertal af
vælgerne stemt ja. Tre gange har et flertal
stemt nej.
DANMARKS EU-FORBEHOLD
Et afgørende valg, hvor den danske befolkning
stemte nej, var ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Danmark
fik herefter en særaftale med
de andre EU-lande. Særaftalen er kendt som
Edinburgh-aftalen. Den indebærer,
at der er dele af EU-samarbejdet, som Danmark
ikke deltager i. Aftalen kaldes
også ”de fire forbehold”. Aftalen blev sendt
ud til en folkeafstemning året efter i
1993. Denne gang stemte et flertal af danskerne ja til
Maastricht-traktaten med
fire følgende EU-forbehold:
unionsborgerskabet,
den fælles valuta (euroen),
forsvarsområdet og
en fælles rets- og udlændingepolitik
(retsforbeholdet).
Retsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke
deltager i samarbejdet på en række retlige områder, eksempelvis den fælles
udlændinge- og asylpolitik samt politiarbejde om grænseoverskridende
kriminalitet. | 2015 var der folkeafstemning om, hvorvidt retsforbeholdet
skulle omdannes til en tilvalgsordning. Tilvalgsordningen ville give Danmark
mulighed for selv at bestemme, hvilke dele af det retlige EU-samarbejde,
Danmark vil deltage i, men samtidig muligheden for at vælge at stå uden for
andre områder. Ved folkeafstemningen i 2015 stemte danskerne nej til en
omdannelse af retsforbeholdet. Danmark deltager herefter ikke i samarbejdet med
de andre EU-lande på de fleste retlige områder, heriblandt de områder, Aviser
dagen efter, at et flertal af
der er nævnt ovenfor. danskerne stemte nej til
Maastricht-traktaten i 1992.
Forbeholdet over for den fælles valuta
betyder, at Danmark ikke er forpligtet til at
indføre euroen. | 2000 var der en
folkeafstemning, hvor befolkningen skulle tage
stilling til, hvorvidt de ønskede at ophæve
forbeholdet og derved indføre euroen i
Danmark. 53,2 procent af danskerne stemte nej
til dette forslag, og 46,8 procent
stemte ja. Til trods for, at Danmark har et
euroforbehold, så deltager Danmark
stadig i dele af eurosamarbejdet. Eksempelvis
fører Danmark såkaldt fastkurspolitik, det vil sige, at kursen på den danske
krone følger euroens kurs, så man
altid kan købe 1 euro for cirka 7,50 danske
kroner. Ligeledes følger Danmark
rentehævninger eller rentesænkninger fra Den
Europæiske Centralbank.
Tidligere havde Danmark også et forbehold over
for EU's forsvars- og sikkerhedspolitik, så Danmark for eksempel ikke
deltog i militære operationer, som er
en del af EU-samarbejdet. Dette såkaldte
forsvars-forbehold blev ophæ-vet som
følge af en folkeafstemning den 1. juni 2022.
Et flertal på 66,9 procent stemte ja
til at ophæve forbeholdet, mens et mindretal
på 33,1 procent stemte nej.
Danmarks forbehold over for unionsborgerskabet
blev indført for at garantere,
at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig
til noget på linje med det nationale
statsborgerskab eller helt træde i stedet for
dette. Med Amsterdam-traktatens
ikrafttræden i 1999 kom dette til at gælde for
alle medlemslande. Derfor er dette
danske EU-forbehold heller ikke længere
relevant.
EU'S INSTITUTIONER OG DANMARKS
REPRÆSENTATION I EU
De vigtigste EU-institutioner er 1) Europa-Kommissionen, 2)
Europa-Parla-
mentet, 3) Det Europæiske Råd (også kaldet EU-topmøder) 4)
Rådet For Den
Europæiske Union (kort: Rådet eller Ministerrådet) og 5)
EU-Domstolen.
Kort fortalt er det hovedreglen, at
Europa-Kommissionen stiller forslag om ny
EU-lovgivning. Det er så Rådet og
Europa-Parlamentet, der i fællesskab vedtager,
ændrer i eller forkaster forslaget. Danmark er
repræsenteret i EU på forskellig
vis I disse institutioner.
Ligesom de andre medlemslande i EU sender
Danmark én kommissær til
Europa-kommissionen. Europa-Kommissionen har i
dag 27 medlemmer.
Europa-Kommissionen skal komme med konkrete
forslag til ny lovgivning. Den
skal også tage andre initiativer, der kan føre
traktaternes og EU-topmødernes
overordnede politiske målsætninger ud i livet.
Europa-KommMissionen har ret og
pligt til at foreslå ny lovgivning for at
gennemføre EU-politikken.
Europa-Kommissionen kontrollerer også, om
medlemslandene retter sig efter
EU-lovgivningen. Hvis et land ikke gør det,
kan Europa-Kommissionen rejse en
sag imod det pågældende land ved EU-Domstolen.
De enkelte medlemmer af Kommissionen udpeges
af de enkelte medlemslande
for en femårig periode, og skal fungere
uafhængigt af de medlemslande, som de
kommer fra. Det vil sige, at de kun skal
arbejde for EU's interesser og ikke for
det pågældende medlemsland. De har ligesom de
danske Ministre ansvar for
hver sit særlige område. For eksempel er der
udpeget en kommissær for vækst
og beskæftigelse, en kommissær for
konkurrence, en kommissær for landbrug
og landdistrikter, en kommissær for klima og
energi, en kommissær for miljø og
fiskeri med videre.
Siden 2015 har Margrethe Vestager fra Radikale
Venstre, som tidligere har været
økonomi- og indenrigsminister i Danmark, været
udpeget som dansk kommissær.
Margrethe Vestager er næstformand for
Kommissionen og kommissær for
konkurrencepolitikken i EU.
Til at hjælpe med at foreslå og gennemføre
EU-lovgivningen har EU-kommissærerne en stor forvaltning, som minder om de
danske ministerier. | EU kaldes
de generaldirektorater.
Europa-Parlamentet
Europa-Parlamentet er den direkte folkevalgte forsamling | det
europæ-
iske samarbejde, idet dets medlemmer vælges af
borgerne i EU's medlemslande. Europa-Parlamentet fungerer overordnet
set som en slags lovgivende
myndighed i EU. Det minder om det danske
Folketing men har mere begrænset
magt. For eksempel kan Europa-Parlamentet ikke
opkræve skat.
Europa-Parlamentet vedtager ny lovgivning på
baggrund af forslag fra EuropaKommissionen. Derudover skal Europa-Parlamentet
blandt andet også vedtage
EU's udgiftsbudget. Europa-Parlamentet
består af 705 medlemmer fra de 27
EU-lande. Hvert land har et antal pladser, der
afspejler landets indbyggertal.
Danmark har 14 medlemmer i Europa-Parlamentet,
mens store lande som
Polen og Tyskland har et større antal
medlemmer.
Der afholdes valg til Europa-Parlamentet hvert
femte år. Medlemmerne i
Europa-Parlamentet er grupperet i partier
eller grupper ud fra deres politiske
holdninger — og ikke efter, hvilket land de
kommer fra. De danske medlemmer af
Europa-Parlamentet er derfor fordelt på en konservativ gruppe,
en socialdemo-
kratisk gruppe, en liberal gruppe og andre grupper.
Det Europæiske Råd (EU-topmøder)
Den danske statsminister mødes med de andre
regeringsledere i EU til EU-topmøder i Det Europæiske Råd. Her fastlægger
lederne de overordnede politiske
rammer for samarbejdet i EU. De tager også
beslutninger om andre vigtige politiske spørgsmål. Det kan for eksempel være om
EU's udvidelse, EU's traktater
eller EU's politik på den globale scene.
Beslutningerne træffes som hovedregel ved
enighed.
Rådet (Rådet for Den Europæiske Union)
| Rådet mødes medlemsstaternes ministre fra
medlemslandenes regeringer
med jævne mellemrum. Derfor kaldes denne
institution også ofte Ministerrådet.
Rådet består således i praksis af skiftende
fagministre, én fra hvert land. Når
der for eksempel skal drøftes og vedtages
noget, der vedrører miljøet, er det de
27 miljøministre, der mødes. Hvis det drejer
sig om det indre marked, mødes
erhvervsministrene. Og hvis et forslag om
EU-lovgivning vedrørende landbrugserhvervet er på dagsordenen, mødes
fødevareministrene.
Rådet lovgiver sammen med Europa-Parlamentet.
Det betyder, at vedtagelse af
EU-lovgivning som udgangspunkt kræver
tilslutning fra både Rådet og Europa-
Parlamentet. På enkelte områder skal Europa-Parlamentet
imidlertid kun høres,
mens det er Rådet, der træffer den endelige
beslutning.
De forskellige lande i EU skiftes også til at
have et såkaldt formandskab. Dette
går på skift hver 6. måned, og landet der har
EU-formandskabet leder møderne
i Rådet og i en lang række udvalg og komiteer.
Danmark havde sidst formandskabet i EU i 2012.
EU-Domstolen
Ligesom de andre lande i EU har Danmark har også én dommer i
Den Europæ-
iske Unions Domstol — I daglig tale ofte
kaldet EU-Domstolen. EU-Domstolens
opgave er at sikre, at EU-lovgivningen bliver
overholdt. Domstolen kan blandt
andet afgøre konflikter mellem to medlemslande
og mellem EU og det enkelte
medlemsland. EU-Domstolen kan også bestemme,
hvordan EU-reglerne skal
forstås. Hvis en national domstol i et
medlemsland er i tvivl om dét, kan den
spørge EU-Domstolen.
EUROPARÅDET
Danmark har været medlem af Europarådet, siden
det blev oprettet i 1949.
Europarådet bestod i 1949 af 10 vesteuropæiske
demokratier. | dag er 47 europæiske stater medlem. Europarådet er
ikke en EU-institution. Det er en selvstændig organisation i Europa.
Før et land kan blive medlem af Europarådet,
skal det anerkende dets borgeres
personlige og politiske frihedsrettigheder.
Europarådets formål er at sikre et tæt
samarbejde mellem sine medlemslande på en lang
række politiske områder.
Målet er også at udbygge det europæiske
demokrati.
Europarådet står blandt andet bag
udarbejdelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950. Det har også
oprettet en domstol på menneskerettighedsområdet — Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol — som skal
sikre, at konventionen overholdes. Ved at
tiltræde konventionen har Danmark
forpligtet sig til at overholde de
grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, Det vil blandt andet sige ytrings-,
forsamlings- og religionsfrihed. I 1992
blev Menneskerettighedskonventionen formelt
indarbejdet i dansk lov. Den står
dermed på linje med andre love i Danmark, men
under grundloven. Danmark har
samtidig anerkendt, at enkeltpersoner under
nærmere betingelser kan indbringe
en sag mod Danmark for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
DANMARKS GLOBALE SAMARBEJDE
De internationale forbindelser stopper ikke
ved Europa. Danmark er også
medlem af mange organisationer, der
beskæftiger sig med større regionale
eller globale spørgsmål. En af de vigtigste er FN. Danmark har også et stort
samarbejde om udvikling med en række
udviklingslande i blandt andet Afrika,
Latinamerika og Asien.
FN (DE FORENEDE NATIONER)
FN (De Forenede Nationer) er en verdensomspændende
organisation, som
består af selvstændige stater. FN blev grundlagt
i 1945 kort efter afslutningen af
2. Verdenskrig. FN fik fra begyndelsen
tilslutning fra 51 stater. | dag er medlemstallet 193. Danmark har været medlem af FN
siden stiftelsen I 1945.
FN's vigtigste opgaver ligger inden for fred
og sikkerhed, menneskerettigheder,
udviklingsaktiviteter samt humanitære
indsatser. Spørgsmål som konflikter,
økonomi, fattigdom, sult, sygdomme og miljø er
derfor centrale for FN's arbejde.
Desuden arbejder FN med børns vilkår, kvinders
rettigheder, kultur og uddannelse. FN's hovedkvarter ligger i New York,
men nogle af dets underorganisationer har hovedsæde andre steder i verden,
blandt andet i Geneve, Nairobi og
Wien. Den øverste leder I FN er FN's
generalsekretær.
FN afholder en årlig Generalforsamling, som finder
sted i FN's hovedkvarter i
New York. Generalforsamlingen har mange
formål, herunder at diskutere aktuelle sager i FN's medlemslande, at vedtage
budgettet for FN og at diskutere
rapporter fra FN's Sikkerhedsråd.
Hovedopgaven i FN's Sikkerhedsråd er at
behandle konflikter, der kan true den
internationale fred og sikkerhed.
Sikkerhedsrådet har fem faste (permanente)
medlemmer. Det er Rusland, Kina,
Storbritannien, USA og Frankrig, som var de
fem vigtigste lande, som var med til at vinde
2. Verdenskrig.
Disse fem lande har vetoret. Det vil sige, at
hvis blot ét af disse lande stemmer
imod en beslutning, kan den ikke gennemføres.
Sikkerhedsrådet har ti øvrige
medlemslande. De bliver udvalgt af
Generalforsamlingen for to år ad gangen.
Danmark har været medlem af Sikkerhedsrådet i
perioderne 1953-54, 19671968, 1985-1986 og 2005-2006.
FN-BYEN | KØBENHAVN
I København ligger den såkaldte FN-by, hvor
flere end 1.500 personer med mere
end 100 forskellige nationaliteter arbejder.
FN-byen huser 11 FN-organisationer, herunder Verdenssundhedsorganisationen
(WHO), FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og FN's organisation til
at hjælpe børn (UNICEF). UNICEF's
Verdenslager I København indeholder blandt
andet medicinske forsyninger,
skoleredskaber, produkter til at omdanne
beskidt vand til drikkevand og meget
mere, som bliver sendt ud til millioner af
børn over hele verden.
FN'S 17 VERDENSMÅL
FN's medlemslande vedtog ved et topmøde i New
York I september 20153 de
nye verdensmål for bæredygtig udvikling, der
danner rammen for den globale
udviklingsindsats frem til år 2030. De 17
verdensmål gælder for alle verdens
lande — og dermed også Danmark.
De 17 verdensmål er meget ambitiøse og spænder bredt. Ud over fattigdomsbekæmpelse og social udvikling har verdensmålene
også fokus på økonomisk og
miljømæssig udvikling, ligestilling, klima og
inkluderer mål for fred og sikkerhed.
Med verdensmålene har FN's medlemslande
således blandt andet forpligtet
sig til at afskaffe ekstrem fattigdom, sikre
uddannelse til alle, bedre sundhed,
anstændige jobs og bæredygtig vækst i alle
lande.
INTERNATIONALT SAMARBEJDE OM UDVIKLING
Danmark støtter bekæmpelsen af fattigdom i
mange af verdens fattigste lande.
Denne støtte kaldes internationalt
udviklingssamarbejde. Danmark er et ud af få
lande i verden, som opfylder FN's målsætning
om, at lande skal give 0,7 procent
af bruttonationalindkomsten (BNI) i
udviklingsbistand. | 2022 svarer det til cirka
17 mia. kroner.
Størstedelen af den danske udviklingsbistand
gives som direkte bistand til udviklingslandene. Danmark giver for eksempel penge
direkte til udviklingslandene,
til humanitært arbejde og til det arbejde,
civilsamfundsorganisationer udfører.
Danmark giver derudover bistand i form af
bidrag til internationale organisationer såsom EU, FN og Verdensbanken.
| 2017 blev en ny plan for Danmarks
internationale udviklingssamarbejde
vedtaget — Verden 2030. Planen er i høj grad
inspireret af de 17 verdensmål. Der
er særligt fokus på mål 5 (ligestilling), mål
7 (bæredygtig energi), mål 13 (klima),
mål 16 (fred, retfærdighed, institutioner) og
mål 17 (partnerskaber).
Siden 1971 har Danida været ansvarlig for den
danske udviklingspolitik. Danida
er en selvstændig afdeling under
Udenrigsministeriet. På de danske ambassader og repræsentationer i udlandet sidder
både lokale og danske udsendte
medarbejdere, som håndterer
udviklingssamarbejdet med det enkelte land.
DANMARKS FORSVARS- OG SIKKERHEDSPOLITIK
Selv om Danmark med sin indtræden i NATO i
1949 opgav sin traditionelle
neutralitet, holdt Danmark relativt lav
militær profil frem til Den Kolde Krigs
afslutning omkring 1990. Danmark deltog dog i
mange af FN's fredsbevarende
missioner. Opgaven her var typisk dels at hjælpe
med at sikre, at en våbenhvile
blev overholdt og dels at beskytte
civilbefolkningen.
UDENRIGSPOLITISK AKTIVISME EFTER DEN KOLDE
KRIG (1990-2014)
Efter Den Kolde Krigs afslutning ændrede
NATO's mål sig gradvist. NATO forblev
en forsvarsalliance. Men målet blev også i
stigende grad at fremme fred, demokrati, menneskerettigheder og
retsstatsprincipper rundt om i verden.
| den forbindelse spillede det en stor rolle,
at NATO efter Den Kolde Krigs ophør
har været verdens klart stærkeste militære og
sikkerhedspolitiske alliance.
NATO — anført af USA — har således været
mindre bekymret for at blive angrebet
eller komme i væbnet konflikt med andre lande.
Og Danmark udviklede i forlængelse heraf lidt
efter lidt en såkaldt ”aktivistisk
udenrigspolitik”. Det betød, at Danmark
begyndte at deltage mere aktivt I internationale konflikter, som gik ud over at
fungere som fredsbevarende missioner.
Dette kom til udtryk på forskellig vis.
| 1990 besatte Irak nabolandet Kuwait. På
baggrund af en FN-beslutning ledte
USA en militær indsats, der skulle befri
Kuwait. Danmark sendte et krigsskib af
sted som et bidrag til den internationale
militære styrke. Skibet deltog dog ikke i
aktive militære handlinger, men havde til
opgave at håndhæve det internationale
samfunds handelsblokade over for Irak.
I forbindelse med borgerkrigen i Jugoslavien i
begyndelsen af 1990'erne blev
danske soldater sendt ud som en del af FN's
styrker, Her blev de involveret i
direkte kamphandlinger med serbiske styrker I
Bosnien i 1994.
Også i Kosovo, som dengang var en provins i
Serbien, var der borgerkrig i slutningen af 1990'erne. Her blev det albanske
befolkningsflertal udsat for overgreb
fra den serbiske regering. Efter lange
forhandlinger uden resultat greb NATO
militært ind i 1999. Her deltog danske
jagerfly i NATO's aktioner.
INDSATSER EFTER TERRORANGREBET PÅ USA I
2001
Et vendepunkt for sikkerhedspolitikken i NATO-
alliancen og herunder Danmark
var terrorangrebet på USA 11. september 2001.
Her slog terrorister omkring
3.000 mennesker ihjel ved at kapre passagerfly
og flyve dem ind i blandt andet
"World Trade Center” i New York. Efter
dette terrorangreb blev bekæmpelse af
terrorisme en vigtig opgave for alliancen.
Efter terrorangrebet tog NATO et nyt skridt og
besluttede at styrke sin evne til
at bekæmpe enhver trussel mod medlemslandenes
befolkninger, territorier og
militære styrker. Dette gjaldt også
terrortrusler fra terrorgrupper. Danmark har
således siden 2001 deltaget i militære
Missioner rundt omkring i verden, der har
haft fokus på disse målsætninger.
Terrororganisationen Al Qaeda, der stod bag
angrebet på USA 11. september
2001, havde base I Afghanistan. Det gav
anledning til, at styrker, ledet af NATO
og med mandat fra FN, invaderede landet i
oktober 2001 og afsatte den islamistiske Taliban-regering, som samarbejdede med
Al Qaeda. | 2002 besluttede et
stort flertal i det danske Folketing at sende
danske soldater til Afghanistan for at
deltage i krigen. Igennem 20 år førte Taliban
guerillakrig mod de internationale
styrker og den nye, vestligt støttede
afghanske regering.
De danske soldater blev udstationeret sammen
med britiske tropper i den
sydlige Helmand-provins, der var en af de mest
urolige i landet. | alt 44 danske
soldater mistede livet under kampene. De
danske soldater er siden blevet trukket
tilbage fra frontlinjen. Efter 2014 var de
danske udsendte soldaters opgave at
træne og støtte afghanerne, så de selv kunne
stå for sikkerheden i landet — og
siden er de danske og andre landes soldater
blevet trukket helt hjem. I takt med
at de internationale styrker forlod
Afghanistan, faldt landets regering og hær
sammen, | august 2021 generobrede Taliban
hovedstaden Kabul og dermed
magten i landet. Vesten, herunder Danmark,
iværksatte en historisk omfattende
evakuering af egne diplomater, militære
rådgivere samt af afghanere, der havde
arbejdet for Vesten som for eksempel tolke
under krigen.
| 2003 førte USA og en række andre lande krig
mod Irak og landets diktator
Saddam Hussein. Krigen var begrundet med, at
Irak ulovligt skulle have udviklet
masseødelæggelsesvåben. Der blev dog aldrig
fundet nogen af disse masseødelæggelsesvåben. Denne krig var uden klart
mandat fra FN, og det var heller
ikke en NATO-mission. Krigen blev udført af en
alliance af lande med USA i
spidsen og med tilslutning fra blandt andet
Storbritannien og Danmark. Flere
NATO-medlemmer — blandt andet Tyskland,
Frankrig og Norge — ønskede ikke
at støtte krigen.
| Danmark var det kun et lille flertal i
Folketinget, der stemte for Danmarks
deltagelse i Irakkrigen. Saddam Hussein blev
fjernet fra magten i 2003. Herefter
skiftede fokus til at genopbygge Irak efter
krigen, at skabe bedre levevilkår for
irakerne igennem humanitære indsatser og at
skabe demokrati. De danske
soldater deltog i dette arbejde sammen med
soldater fra andre lande. Dette
arbejde har dog været vanskeliggjort af, at
fjernelsen af Saddam Hussein udløste
en opblussen af konflikten i Irak mellem det
sunnimuslimske mindretal (som
Saddam Hussein kom fra) og det shiamuslimske
flertal, som nu fik magten.
Til tider har situationen i Irak lignet
borgerkrig. | alt døde seks danske soldater i
forbindelse med den amerikansk ledede
intervention i Irak.
| 2011 vedtog et enigt Folketing, at Danmark
kunne deltage i et militært indgreb i
Libyen. Indgrebet skulle — i overensstemmelse
med mandat fra FN — beskytte civilbefolkningen mod overgreb fra landets diktator
Muammar al-Gadaffi. Danmark
leverede fly til aktionen og gennemførte
adskillige bombardementer af Gadaffis
hær og militære baser. Efterfølgende har
Libyen været et ekstremt ustabilt land
med svage regeringer og hvor stridende grupper
har været I noget, som bedst
kan beskrives som en borgerkrig.
NYT FOKUS PÅ DANSK TERRITORIALFORSVAR
(2014-)
| de seneste år er NATO igen vendt tilbage til
at have størst fokus på et solidt og
effektivt territorialforsvar. Det vil sige
evnen til at kunne forsvare sit eget territorium
mod et angreb fra andre lande.
Det skyldes en række forskellige forhold.
For det første en begrænset succes med de
militære operationer I for eksempel Irak,
Afghanistan og Libyen, hvor det på langt sigt
ikke lykkedes at opnå målsætningerne
om at skabe fred og indsætte demokratiske
regeringer, som støtter Vesten.
En anden faktor er, at USA har været utilfreds
med, at de fleste europæiske
NATO-lande har ladet sine forsvarsbudgetter
falde en del siden Den Kolde Krigs
afslutning. USA mener derfor, at europæerne
har overladt for stor en del af
regningen for deres egen sikkerhed til USA, som
bruger langt flere penge på
forsvaret. Derfor blev NATO-landene i 2014
enige om, at hvert land skulle bruge
to procent af deres bruttonationalprodukt
(værdien af et lands samlede produktion) på forsvaret.
Danmark har på den ene side været et af de NATO-lande,
som efter Den Kolde
Krig har været mest villig til at sende
soldater til amerikansk ledede militære
operationer I udlandet, for eksempel i
Afghanistan og Irak.
Men omvendt har Danmark brugt færre penge på
forsvaret. Eksempelvis faldt
Danmarks forsvarsbudget i perioden 1990-2015
fra 2,0 til 1,05 procent af bruttonationalproduktet — langt under NATO's
målsætning om to procent. Endvidere
er pengene til forsvaret i stigende grad
blevet brugt på at kunne sende styrker
ud til internationale opgaver frem for at
forsvare Danmark. Det har medført en
klar reduktion i antallet af soldater, samt at
mange af forsvarets kaserner, flådestationer, og flyvestationer er blevet
nedlagt.
Helt afgørende for ønsket om at styrke de
europæiske NATO-landes territorialforsvar har været, at forholdet mellem Vesten
og Rusland har været præget af stadig
flere konflikter de senere år. Mange er derfor
begyndt at tale om en ny "Kold Krig'.
Rusland har givet udtryk for, at det føler
sine interesser krænket, fordi NATO
siden 1999 har optaget de fleste af Ruslands
nabolande i Central- og Østeuropa,
som var allierede med Rusland (Sovjetunionen)
under Den Kolde Krig siden er
blevet optaget i NATO-alliancen. Også tre
lande i det tidligere Sovjetunionen Estland, Letland og Litauen - er kommet med i
NATO. Omvendt er fra NATO's
side understreget, at landene er frie til at
søge om optagelse i forsvarsalliancen.
De øgede spændinger har stor betydning for
Danmarks sikkerhedspolitiske
situation. Det skyldes ikke mindst, at Danmark
er placeret ved Østersøen, som
både NATO og Rusland betragter som et
væsentligt interesseområde. Rusland
har blandt andet truet med at angribe de tre
baltiske lande Estland, Letland og
Litauen. Og russiske kampfly har flere gange
krænket luftrummet over Danmark
og andre lande i området.
Siden 2014 har Rusland holdt halvøen Krim i
Ukraine besat, ligesom Rusland har
sendt våben og soldater til at støtte
pro-russiske oprøreres kamp for at løsrive
dele af det østlige Ukraine. Og ikke mindst
indledte Rusland i februar 2022 et
omfattende militært angreb på Ukraine, der har
medført store ødelæggelser og
sendt millioner af ukrainere på flugt.
Som reaktion herpå har Vesten, herunder
Danmark, støttet Ukraine med våben
og penge til at forsvare sig mod de russiske
angreb. Videre har Vesten forsøgt
at svække den russiske økonomi med omfattende
økonomiske sanktioner med
udelukkelse af russiske banker fra det
internationale betalingssystem SWIFT,
forbudt salg af en række varer til Rusland
samt besluttet at stoppe med at købe
russisk olie. Mange vestlige virksomheder har
trukket sig ud af Rusland.
Som en følge af krigen i Ukraine har Danmark,
jf. Nationalt kompromis om
dansk sikkerhedspolitik fra marts 2022,
besluttet, at der skal bruges langt flere
penge på det danske forsvar fremover, så det
danske forsvar bliver bedre i
stand til - sammen med andre NATQ-allierede -
at forsvare Danmark i tilfælde
af et angreb. Frem mod 2033 skal det danske
forsvars udgifter således nå to
procent af bruttonationalproduktet, som er
målsætningen for NATO-landenes
forsvarsbudget. Frem mod 2033 skal det danske
forsvars udgifter nå to procent
af bruttonationalproduktet, som er
målsætningen for NATO-landenes forsvarsbudget. Det forudsætter, at bevillingerne øges
med 18 milliarder kroner om året
(fra 27 til 45 milliarder kroner). Ligeledes
er det aftalt, at Danmark, som køber
meget russisk naturgas, skal gøre sig
uafhængigt af Rusland ved at udfase dette
forbrug, blandt andet ved at satse mere på
vedvarende energi (som vindenergi)
og ved at effektivisere energiforbruget.
Genopbygningen af et stærkere forsvar af det
danske territorium er en vigtig
opgave i disse år.
Desuden har den danske regering indledt
forhandlinger med USA om, at der
fremover — modsat Danmarks hidtidige politik —
kan udstationeres amerikanske
tropper i Danmark, hvis det bliver nødvendigt.
RIGSFÆLLESSKABET, GRØNLAND OG ARKTIS I
DANSK UDEN-
RIGSPOLITIK
Grønland, someren delaf detdanske
Rigsfællesskab, havde en særlig betydning
under Den Kolde Krig. Grønland ligger tæt på
både USA og Sovjetunionen. Man
skulle I de fleste tilfælde flyve hen over
Grønland for at tage den korteste rute
mellem USA, Europa og Sovjetunionen. Det gav
øen en stor strategisk betydning
i forhold til forsvarssamarbejdet. | 1951
underskrev Danmark og USA en aftale
om USA's militære aktiviteter i Grønland.
Samme år gik amerikanerne i gang
med at anlægge en stor luftbase ved Thule i
det nordlige Grønland. På basen
byggede USA også en radarstation, der kunne
overvåge luftrummet over Grønland og farvandene omkring Grønland.
Thulebasen var central for luftforsvaret
af USA og NATO, og den bruges den dag i dag
stadig af USA.
Efter Den Kolde Krigs afslutning og
Sovjetunionens opløsning omkring 1990 fik
Grønland mindre betydning for USA's
sikkerhedspolitik. Men det varmere klima
og afsmeltningen af isen i og omkring Grønland
har for alvor igen givet landet
strategisk betydning de seneste år.
Det bliver også i stigende grad muligt at
udvinde naturressourcer som sjældne
jordarter, uran, olie, gas og mineraler I
Grønland, der hidtil har været indefrosset på grund af det kolde klima. Hvis
havet omkring Arktis i fremtiden bliver
forholdsvis isfrit store dele af året, åbner
det også for, at der kan etableres
nye, kortere skibsruter via Det Arktiske Ocean
mellem verdens kontinenter.
Det forventes derfor, at der anlægges flere
baser, havne og lufthavne i landområderne tæt på Nordpolen i takt med, at isen
trækker sig tilbage.
Det arktiske område er derfor igen kommet
langt mere i centrum for dansk
sikkerhedspolitik.
De internationale stormagter USA, Rusland og
Kina er alle interesserede i områderne i Arktis på forskellig vis. Det
gør, at Arktis er præget af et anspændt forhold
mellem disse lande. Det handler både om, at
landene har interesse i at beskytte
sig selv mod angreb fra andre, og om at
landene har stigende økonomiske interesser I for eksempel minedrift og transport
af varer med skib. Det kan udfordre
Rigsfællesskabets mål om, at Arktis skal være
et fredeligt område.
I Ilulissat-erklæringen fra 2008 har fem
arktiske stater — Danmark/Grønland,
Norge, USA, Canada og Rusland — dog erklæret
sig enige om at samarbejde om
fredelige relationer I Arktis.
For at styrke samarbejdet om bæredygtig
udvikling i de arktiske områder inden
for blandt andet miljø, klima, sundhed og
søfart blev Arktisk Råd oprettet i 1996.
Rådet har deltagelse af de lande, som har
territorier i de arktiske egne. Det vil
sige USA, Canada, Rusland og de fem nordiske
lande. Grønland og Færøerne
har en stærk selvstændig stemme i Arktisk Råd.
Det er således først Grønland,
dernæst Færøerne og til sidst Danmark, der
udtaler sig og underskriver aftaler
på Rigsfællesskabets vegne.
Som en reaktion på Ruslands invasion af
Ukraine i 2022 har de øvrige medlemslande trukket sig midlertidigt fra arbejdet i
Rådet.