Danmark og omverdenen


INDLEDNING





Omfanget af det internationale samarbejde er vokset siden afslutningen på 2. Verdenskrig. Danmark deltager i vidt omfang i dette samarbejde. Det har givet Danmark indflydelse på forhold, der rækker ud over landets grænser. Men beslutningerne i disse internationale organisationer er samtidig med til at fastlægge rammerne for det danske samfund. Det internationale og især det europæiske samarbejde har på denne måde stor betydning for Danmark.

Danmark er i dag medlem af en række internationale organisationer. Det er ofte for at fremme danske politiske og økonomiske interesser samt for at beskytte landets sikkerhed. På europæisk plan drejer det sig især om EU. Samarbejdet i EU er nemlig særligt omfattende og spiller en stor rolle for Danmark. Desuden er Danmark blandt andet medlem af FN, NATO, WTO og Europarådet. Danmark samarbejder også med de øvrige nordiske lande: Sverige, Norge, Finland og Island. Det foregår blandt andet i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.

DANMARK I EUROPA



DEN EUROPÆISKE UNION



EU’s formål er at løse fælles europæiske problemer. Unionen skal styrke samarbejdet på områder, der bedst klares af EU’s medlemslande i fællesskab. EU’s generelle målsætninger er at fremme økonomisk og social udvikling, at styrke Europas rolle i verden, at styrke beskyttelse af de europæiske borgeres rettigheder og interesser og at sikre frihed, sikkerhed og retfærdighed. Målsætningerne bliver ført ud i livet gennem en række konkrete politikker. Den økonomiske og sociale udvikling er for eksempel blevet fremmet ved at oprette et indre marked for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdstagere. Politikker for regional udvikling og miljøbeskyttelse har haft samme formål.

Samarbejdet i EU bygger på traktater (aftaler) mellem de enkelte medlemsstater. I traktaterne er det fastlagt, hvad medlemslandene skal samarbejde om. EU-samarbejdet bygger i dag især på to traktater, nemlig Traktaten om Den Europæiske Union og Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsområde. EU-samarbejdet omfatter i dag en lang række forskellige samfundsområder. Og EU kan vedtage lovgivning, der gælder på samme måde som den lovgivning, Folketinget og de andre nationale parlamenter vedtager.

EU-samarbejdet kan omfatte forhold, som ikke er omfattet af traktaten. Det kan ske ved, at landene i fællesskab formulerer målsætninger for bestemte politik-områder og så rapporterer om, hvad man har gjort. Det kaldes også den åbne koordinationsmetode. Dette samarbejde er dog ikke bindende for medlemsstaterne. Ud over dette bruges også anbefalinger, retningslinjer mv., som ikke er bindende.

Den Europæiske Unions historie



2. Verdenskrig efterlod store dele af Europa med enorme ødelæggelser. Krigen havde først og fremmest kostet mange menneskeliv. Både i befolkningerne og blandt politikere var der et stærkt ønske om at undgå nye krige. Det skulle ske gennem et øget samarbejde mellem de europæiske lande. Fremtidige konflikter mellem staterne skulle forebygges. Der skulle i stedet sikres fredelige løsninger. Det var også nødvendigt at prøve at genrejse Europa socialt og økonomisk efter krigens ødelæggelser. Samtidig var det politiske verdenskort ændret. Europa var ikke længere centrum for verdens begivenheder. Den rolle var overtaget af de to nye supermagter: USA og Sovjetunionen.

I årene efter 2. Verdenskrig blev der således oprettet flere organisationer i Europa. Deres fælles formål var at styrke samarbejdet på tværs af landegrænserne. Nogle af disse organisationer byggede på traditionelle former for internationalt samarbejde, det vil sige frivillige aftaler, hvor alle de samarbejdende stater skulle være enige om de fælles initiativer. Det gjaldt for eksempel Europarådet, som stadig findes.

Men der opstod på samme tid tanker om at etablere et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem de europæiske lande. Dette førte til dannelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1952. Samarbejdet omfattede kul- og stålindustrierne, som havde været grundlaget for at producere krigsmateriel under 2. Verdenskrig. Netop ved at samarbejde om disse sektorer håbede man at gøre enhver krig mellem landene umulig. Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg deltog i dette samarbejde.

Nogle få år senere besluttede de seks lande at gå et skridt videre. Kul- og Stålfællesskabet blev i 1958 udvidet med Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab. Disse tre fællesskaber blev senere til De Europæiske Fællesskaber (EF). Samarbejdet blev nu et bredere økonomisk samarbejde. Det fik især som formål at afskaffe hindringer for indbyrdes handel mellem landene og dermed etablere et mere fælles marked.

I 1960’erne og 1970’erne var medlemsstaterne ofte uenige om, hvordan samarbejdet skulle foregå. Der var flere forslag til at styrke samarbejdet. Men ingen af dem kunne opnå alle landes opbakning. I 1980’erne var en række lande igen klar til at udvikle samarbejdet. Det lykkedes første gang i 1987 med Den Europæiske Fællesakt. Den kom i Danmark til at hedde EF-pakken. Formålet var at gennemføre et indre marked, hvor varer, tjenesteydelser, personer og kapital kunne bevæge sig frit. Det havde tidligere vist sig svært at afskaffe handelshindringer mellem landene. Samtidig blev samarbejdet udvidet til også at omfatte blandt andet et stærkere samarbejde om miljøpolitik.

I 1989 skete der store politiske omvæltninger i Østeuropa. I det lys blev medlemsstaterne enige om en betydelig udvidelse af EF-samarbejdet. Det førte til Maastricht-, Amsterdam- og Nice-traktaterne og senere til udvidelsen mod øst. Maastrichttraktaten indebar blandt andet, at der skulle oprettes en økonomisk og monetær union (ØMU’en). Oprettelsen af ØMU’en indebar en samordning af medlemsstaternes økonomiske politik, og at der skulle indføres en fælles europæisk valuta (euroen). Euroen blev i form af sedler og mønter indført i 12 af medlemsstaterne i 2002. Fremover skulle EU-samarbejdet også omfatte en fælles udenrigsog sikkerhedspolitik. Desuden blev spørgsmål om politisamarbejde og asyl- og flygtningepolitik en del af samarbejdet. Også på andre politiske områder blev det indbyrdes samarbejde styrket. Det gjaldt blandt andet arbejdsmarked og miljø. Med Maastricht-traktaten skiftede EF samtidig navn til Den Europæiske Union (EU).

Med Nice-traktaten, der trådte i kraft i 2003, blev EU gjort klar til en stor udvidelse i 2004. Her blev ti nye lande medlem af samarbejdet. Det blev samtidig besluttet at undersøge, om der var behov for en ny traktat. Det førte til, at der blev skrevet et udkast til en traktat om en forfatning for Europa. Den havde blandt andet til formål at afklare EU’s mål og opbygning og samle det i ét fælles dokument. Men ved folkeafstemninger i 2005 i Frankrig og Nederlandene stemte et flertal nej til den nye forfatningstraktat. Det blev derfor efter en tænkepause besluttet formelt at bygge videre på det eksisterende samarbejde med Lissabon-traktaten, som trådte i kraft 1. december 2009. Med Lissabontraktaten blev det blandt andet lettere at træffe beslutninger vedrørende politisamarbejde og det retlige samarbejde i straffesager. Herudover blev der fastsat klare regler for, hvordan en medlemsstat kan melde sig ud af EU. Oprindelig var der seks lande i samarbejdet: Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg.

Men gennem årene er der gradvist kommet flere til, så EU i dag består af 28 medlemsstater: – 1973: Storbritannien, Irland og Danmark – 1981: Grækenland – 1986: Spanien og Portugal – 1990: Det tidligere DDR blev med Tysklands samling en del af EU – 1995: Østrig, Finland og Sverige – 2004: Cypern, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovakiet og Slovenien – 2007: Bulgarien og Rumænien. – 2013: Kroatien

EU i dag



EU-landene samarbejder i dag på næsten alle samfundsområder. Samarbejdet omfatter blandt andet miljøbeskyttelse, sociale forhold, beskæftigelse, arbejdsmarked, uddannelse, regional udvikling og udenrigspolitiske spørgsmål. Men der er stor forskel på, hvor omfattende samarbejdet er på de enkelte politikområder. På nogle områder udarbejdes der fælles europæisk lovgivning. På andre områder nøjes EU med at understøtte medlemsstaternes nationale politikker. Det kan for eksempel ske gennem handlingsprogrammer.

EU bygger på en række grundprincipper. Et af dem kaldes nærhedsprincippet eller subsidiaritetsprincippet. Det betyder, at EU ikke skal tage sig af sager, som bedre kan løses på nationalt eller lokalt niveau i den enkelte medlemsstat. Et andet princip er, at EU kun kan vedtage lovgivning på de områder, der er nævnt i traktaterne. Det kaldes legalitetsprincippet.

EU-samarbejdet går videre end det traditionelle internationale samarbejde. Det siges ofte, at EU er et overstatsligt samarbejde. Forskellene er vigtige at forstå.

Det traditionelle internationale samarbejde er et samarbejde mellem stater. Her bliver en stat ikke forpligtet til noget, den ikke er enig i. Typisk skal de nationale parlamenter give samtykke til, at en stats regering kan indgå en aftale med andre stater. Når staterne har indgået en aftale, har den ikke altid automatisk virkning som lov. I Danmark skal en aftale med en anden stat først indarbejdes i den nationale lovgivning af regeringen og Folketinget.

I EU-samarbejdet har medlemsstaterne givet EU noget af den magt, som før lå hos de nationale parlamenter og myndigheder. Det gælder også den lovgivende magt, som i Danmark er hos regeringen og Folketinget. Det kaldes at afgive selvbestemmelsesret (suverænitet). Samarbejdet i EU betyder, at der nu kan vedtages EU-lovgivning, der gælder direkte for borgerne i det enkelte medlemsland. EU-reglerne har altså samme virkning som landets egen lovgivning. I dag træffes mange beslutninger i EU desuden ved såkaldte flertalsafgørelser. Det betyder, at et forslag kan vedtages, uden at samtlige medlemsstater er enige. Et land kan med andre ord blive stemt ned, men alligevel være bundet af beslutningen. Desuden er der dannet en række institutioner, som fungerer uafhængigt af medlemsstaterne. Det drejer sig især om Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU-Domstolen. Alle disse forhold gør EU anderledes end det traditionelle internationale samarbejde.

Danmark og EU



På bestemte områder har EU fået adgang til at vedtage lovgivning, som Folketinget ellers skulle vedtage. EU har for eksempel adgang til at vedtage regler, som fjerner handelshindringer mellem medlemsstaterne. Danmark har altså med sit medlemskab af EU afgivet noget af sin selvbestemmelsesret. Det giver den danske grundlov mulighed for. Der stilles dog ganske strenge krav til at træffe sådan en beslutning. Det kræver nemlig, at fem sjettedele af Folketingets 179 medlemmer skal stemme for. Det er altså ikke nok med et almindeligt flertal. Kan der ikke opnås et flertal på fem sjettedele, skal forslaget vedtages ved en folkeafstemning, for at Danmark kan deltage i det internationale samarbejde.

Danmark har været medlem af EU siden 1973. Ved en folkeafstemning i 1972 stemte et flertal af danskerne ja til EF, som det hed dengang. Op til folkeafstemningen var der meget debat om Danmarks deltagelse i EF. Mange i Danmark var bekymrede over udsigten til at stå uden for samarbejdet. Andre var mere bekymrede for, at Danmark ville miste selvbestemmelsesret.

Siden har befolkningen ofte været splittet i holdningen til EU, særligt i forbindelse med afholdelse af folkeafstemninger. Blandt andet har der været forskellige meninger om, hvor Danmark får mest indflydelse på egne forhold. En gruppe har ment, at Danmark i EU opnår mulighed for at få indflydelse på fælles europæiske spørgsmål. En anden gruppe har derimod ment, at Danmark som medlem tværtimod mister muligheder for selv at bestemme. Debatten om EU handler også om demokratiet i EU. På den ene side kritiseres EU for at have et demokratisk underskud, blandt andet fordi det oftest er medlemsstaternes regeringer, der i sidste ende vedtager EU-lovgivning i Ministerrådet. På den anden side fremhæves, at EU er mere demokratisk end det traditionelle internationale samarbejde, blandt andet fordi Unionen har et folkevalgt parlament. Tilmed har dette parlament efterhånden fået væsentligt større magt. Det har også fået nogle af de institutioner, man kender fra bl.a. nordiske parlamenter så som ombudsmand, regler om offentlighed, forespørgsler mv.

Siden danskerne sagde ja i 1972, har der været afholdt seks folkeafstemninger om ændringer i EUsamarbejdet. Og hver gang har befolkningen været delt i to lejre. Fire gange har et flertal af vælgerne stemt ja. Og tre gange har et flertal stemt nej.

I juni 1992 stemte et flertal af danskerne nej til Maastricht-traktaten. Danmark fik herefter en særaftale med de andre EU-lande. Særaftalen er kendt som Edinburgh-afgørelsen. Den indebærer, at der er dele af EU-samarbejdet, som Danmark ikke deltager i. Aftalen kaldes også ”de fire forbehold”. Den blev bagefter sendt ud til en folkeafstemning, den 18. maj 1993. Denne gang stemte et flertal af danskerne ja.

De fire forbehold vedrører unionsborgerskabet, den fælles valuta (euroen), forsvarsområdet og dele af samarbejdet om en fælles rets- og udlændingepolitik (retsforbeholdet). Forbeholdet om unionsborgerskabet har dog mistet sin betydning efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden. Danmarks forbehold over for unionsborgerskabet blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig til noget på linje med det nationale statsborgerskab eller helt træde i stedet for dette. Med Amsterdam-traktatens ikrafttræden i 1999 kom dette til at gælde for alle medlemsstater.

Retsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke deltager i samarbejdet på en række retlige områder, eksempelvis den fælles udlændinge- og asylpolitik. I 2015 var der folkeafstemning om, hvorvidt retsforbeholdet skulle omdannes til en tilvalgsordning. Tilvalgsordningen ville give Danmark mulighed for selv at bestemme, hvilke dele af det retlige EU-samarbejde som Danmark ville deltage i, men samtidig muligheden for at vælge at stå uden for andre områder. Ved folkeafstemningen den 3. december 2015 stemte danskerne nej til en omdannelse af retsforbeholdet. Danmark deltager herefter ikke i samarbejdet med de andre EU-lande på de fleste retlige områder.

EU og det danske folketing



Danmark er som medlem af EU med til at beslutte ny lovgivning i EU. Den danske regering repræsenterer landet i Rådet for Den Europæiske Union, der normalt blot kaldes Ministerrådet eller Rådet. Rådet har sammen med Europa- Parlamentet den lovgivende funktion i EU.

Og det kræver normalt tilslutning fra både Rådet og Europa-Parlamentet at vedtage EU-lovgivning. Når der forhandles i Rådet, er regeringen repræsenteret med en minister, der stemmer på Danmarks vegne. Rådet er som nævnt med til at vedtage lovgivning, der gælder direkte i Danmark, eller som Danmark er forpligtet til selv at indføre. Fordi samarbejdet er så vidtgående, begyndte man tidligt at diskutere, hvordan Folketinget kan føre kontrol med regeringens forhandlinger i EU.

Det førte til, at man oprettede et særligt udvalg i Folketinget. Det kaldes i dag for Europaudvalget. Her er medlemmer fra alle Folketingets partier repræsenteret. Udvalgets opgave er først og fremmest at føre kontrol med den danske EUpolitik. I større sager skal regeringen derfor spørge Europaudvalget til råds, før den tager til forhandlinger i Rådet. Europaudvalget giver på den baggrund regeringen et forhandlingsmandat. Mandatet fastlægger Danmarks holdning til sagen, herunder om regeringen kan stemme for eller imod et forslag. Europaudvalget giver på denne måde Folketinget en mulighed for at styre, hvordan regeringen stemmer i EU-sager.

EU’s institutioner og beslutningsprocesser



De fire vigtigste EU-institutioner er Rådet, Europa- Parlamentet, Europa-Kommissionen og EUDomstolen. I den danske grundlov er der regler for, hvordan Folketinget vedtager en lov. På samme vis findes der i EU’s traktater regler for EU’s mange forskellige måder at træffe beslutninger på. Kort fortalt er det hovedreglen, at Europa- Kommissionen stiller forslag om ny EU-lovgivning. Det er så Rådet og Europa-Parlamentet, der i fællesskab eller i samarbejde vedtager eller forkaster forslaget.

De forskellige måder at træffe beslutninger på afspejler, hvor stor indflydelse de forskellige institutioner har. I de fleste tilfælde er Europa- Parlamentet sidestillet med Rådet. Det betyder, at begge parter skal godkende et forslag. I enkelte tilfælde er det stadig Rådet – altså medlemsstaternes ministre – der træffer beslutning, mens Europa-Parlamentet blot skal tages med på råd. På nogle områder kræves der enstemmighed (enighed).

Her kan ét medlemsland altså nedlægge veto og dermed hindre, at der vedtages fælles EU-regler. Det kan være svært at arbejde med i et samarbejde mellem 28 medlemslande. Lissabon-traktaten ændrede derfor reglerne for afstemninger i Rådet, således at hovedreglen er, at beslutninger træffes ved kvalificeret flertal. Det kræver, at mindst 55 procent af landene (mindst 16 ud af 28 lande) stemmer ja, og at de samtidig repræsenterer mindst 65 % af EU’s befolkning. En eller flere medlemsstater kan altså blive stemt ned. Det forekommer, men i praksis vedtages de fleste beslutninger dog, uden at nogen stemmer imod.

Det Europæiske Råd (EU-topmøder)



Den danske statsminister er med i Det Europæiske Råd. Det består af alle EU-landenes stats- og regeringschefer, en formand, som vælges for en periode af to et halvt år, samt formanden for Europa-Kommissionen. Herudover deltager EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (EU’s ”udenrigsminister”), som også er næstformand i Kommissionen, i arbejdet. EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik er valgt af Det Europæiske Råd for en fem-årig periode. Det Europæiske Råd mødes som minimum fire gange hvert år på EU-topmøderne. Her fastlægger stats- og regeringscheferne de overordnede politiske rammer for samarbejdet. De tager også beslutninger om andre vigtige politiske spørgsmål. Det kan for eksempel være om EU’s udvidelse, EU’s traktater eller EU’s politik på den globale scene. Beslutningerne træffes som hovedregel ved enighed.

Rådet (Rådet for Den Europæiske Union)



Rådet er medlemsstaternes forsamling. Medlemmerne af Rådet er ministre fra alle medlemsstaternes regeringer. Rådet består i praksis af skiftende fagministre, én fra hvert land. Når der skal drøftes miljøspørgsmål, er det for eksempel alle miljøministrene, der mødes. Rådets medlemmer er altså ikke direkte valgt af de europæiske vælgere, men repræsenterer deres nationale regeringer.

Rådet udøver sammen med Europa-Parlamentet EU’s lovgivende funktioner. Det betyder, at vedtagelse af EU-lovgivning som udgangspunkt kræver tilslutning fra både Rådet og Europa- Parlamentet. På enkelte områder skal Europa- Parlamentet imidlertid kun høres, men det er Rådet, der træffer den endelige beslutning.

Når Rådet skal stemme om et forslag, gælder der forskellige regler. På en række områder skal alle medlemsstater være enige, før et forslag kan vedtages. Rådet træffer dog normalt beslutninger ved såkaldt kvalificeret flertal. Dette indebærer normalt, at mindst 55 pct. af medlemslandene skal støtte beslutningen. Dette vil sige mindst 16 af EU’s 28 medlemslande. Disse lande skal samtidig repræsentere et flertal på mindst 65 pct. af EU’s samlede befolkning. For at blokere en beslutning kræves mindst 4 lande, der repræsenterer mindst 35 pct. af befolkningen i EU.

Europa-Kommissionen



Europa-Kommissionen har i dag 28 medlemmer (kommissærer), én fra hver medlemsstat. Kommissærerne udpeges på grundlag af forslag fra de enkelte medlemsstater. Kommissærerne skal være uafhængige. Det vil sige, at de kun skal arbejde for EU’s interesser. Europa-Kommissionen ledes af en formand, som vælges af Europa-Parlamentet på baggrund af forslag fra Det Europæiske Råd. Dernæst skal Parlamentet godkende den samlede Europa- Kommission. Det sker efter en offentlig høring og grundig evaluering af de enkelte kandidater.

Medlemmerne af Europa-Kommissionen udnævnes for en femårig periode. De har ligesom de danske ministre ansvar for hver sit særlige område. For eksempel er der udpeget en kommissær for vækst og beskæftigelse, en kommissær for konkurrence, en kommissær for landbrug og landdistrikter, en kommissær for klima og energi, en kommissær for miljø og fiskeri mv.

Europa-Kommissionen skal komme med konkrete forslag til ny lovgivning. Den skal også tage andre initiativer, der kan føre traktaternes og EUtopmødernes overordnede politiske målsætninger ud i livet. Det er primært Europa-Kommissionen, der har ret til at foreslå ny lovgivning. Europa-Kommissionen kontrollerer også, om medlemsstaterne retter sig efter EU-lovgivningen. Hvis et land ikke gør det, kan Europa- Kommissionen rejse en sag imod det pågældende land ved EU-Domstolen.

EU-Domstolen



Den Europæiske Unions Domstol – i daglig tale ofte kaldet EU-Domstolen – består af 28 dommere, én fra hver medlemsstat. EU-Domstolens opgave er at sikre, at EU-lovgivningen bliver overholdt. Domstolen kan blandt andet afgøre konflikter mellem to medlemsstater og mellem EU og den enkelte medlemsstat. EU-Domstolen kan også bestemme, hvordan EU-reglerne skal forstås. Hvis en national domstol i et medlemsland er i tvivl om dét, kan den spørge EU-Domstolen.

Europa-Parlamentet



Europa-Parlamentet er den folkevalgte forsamling i det europæiske samarbejde. Det består af 751 repræsentanter fra de 28 EU-lande. Danmark har i dag 13 medlemmer af Europa-Parlamentet. De blev valgt ved det seneste valg til Europa- Parlamentet i 2014. Europa-Parlamentet blev frem til 1979 sammensat af medlemmer af de nationale parlamenter. Men siden 1979 er medlemmerne valgt ved direkte valg i alle medlemsstater. Disse valg afholdes hvert femte år, også i Danmark. Enhver borger i en EU-medlemsstat kan stemme ved valg til Europa-Parlamentet. Det gælder også, selv om den pågældende borger bor i en medlemsstat, hvor han eller hun ikke er statsborger.

Medlemmerne af Europa-Parlamentet sidder ikke sammen med deres landsmænd. De er grupperet i partier eller grupper ud fra deres politiske holdninger. Siden de første direkte valg til Europa- Parlamentet i 1979 har forsamlingen fået stadig større betydning i det europæiske samarbejde. I dag har Europa-Parlamentet betydelig indflydelse på EU’s lovgivning. Desuden er Europa-Parlamentet med til at føre kontrol med blandt andre Europa- Kommissionen. Europa-Parlamentet kan tvinge Europa-Kommissionen til at træde tilbage. Det sker ved mistillidsvotum. Europa-Parlamentet kan også stille spørgsmål til Rådet og Europa-Kommissionen. Europa-Parlamentet kan også opfordre dem begge til at tage nye politiske initiativer. Europa- Parlamentet kan dog ikke stille forslag til ny EUlovgivning. Det er primært Europa-Kommissionen, der har denne ret.

EUROPARÅDET



Danmark har været medlem af Europarådet, siden det blev oprettet i 1949. Europarådet bestod i 1949 af 10 vesteuropæiske demokratier. I dag er 47 europæiske stater medlem. Europarådet er ikke en EU-institution. Det er en selvstændig organisation i Europa. Før et land kan blive medlem, skal det anerkende sine borgeres personlige og politiske friheder. Europarådets formål er at sikre et tæt samarbejde mellem sine medlemsstater på en lang række politiske områder. Målet er også at udbygge den fælles europæiske kulturarv og idealerne om demokrati. Europarådet står blandt andet bag udarbejdelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950. Det har også oprettet en domstol på menneskerettighedsområdet - Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - som skal sikre, at konventionen overholdes. Ved at tiltræde konventionen har Danmark forpligtet sig til at overholde de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Det vil blandt andet sige ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed. I 1992 blev Menneskerettighedskonventionen formelt indbygget i dansk lov. Den står dermed på linje med andre love, men under grundloven. Danmark har samtidig anerkendt, at enkeltpersoner på en række bestemte vilkår kan indbringe en sag mod Danmark for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.


DANMARK I NORDEN



Danmark deltager også i et nordisk samarbejde. Det omfatter de fem nordiske lande: Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt Færøerne, Grønland og Åland. Åland er en del af Finland. Det nordiske samarbejdes formål er at styrke de politiske, økonomiske og kulturelle bånd i Norden. Det nordiske samarbejde omfatter både folkevalgte politikere og ministre samt embedsmænd. De samarbejder blandt andet i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Nordisk Råds medlemmer er politikere fra de nationale parlamenter, som bliver udvalgt af deres partier.

Danske ministre deltager i Nordisk Ministerråds arbejde. Her samarbejder de nordiske regeringer med deltagelse af repræsentanter fra selvstyreregeringerne om en lang række politiske spørgsmål, der har fælles nordisk interesse. Det kan for eksempel dreje sig om miljø, kultur og forskning. De sager, Nordisk Ministerråd arbejder med, er ofte rejst af Nordisk Råd.

I de senere år er de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen begyndt at deltage i samarbejdet, som da ofte kaldes NB8 efter de otte nordiske og baltiske lande.

DANMARKS GLOBALE SAMARBEJDE



De internationale forbindelser stopper ikke ved Europa og Norden. Danmark er også medlem af mange organisationer, der beskæftiger sig med større regionale eller globale spørgsmål. Nogle af de vigtigste er FN og NATO. Danmark har også et stort samarbejde om udvikling med en række udviklingslande i blandt andet Afrika, Latinamerika og Asien.

FN (DE FORENEDE NATIONER)



FN (De Forenede Nationer) er en verdensomspændende organisation, som består af selvstændige stater. FN blev grundlagt i 1945 kort efter afslutningen af 2. Verdenskrig. FN fik fra begyndelsen tilslutning fra 51 stater, og i dag er medlemstallet 193. Selv om verden har ændret sig meget siden 1945, er FN stort set organiseret på samme måde som ved organisationens grundlæggelse. FN’s vigtigste opgaver ligger inden for hovedområderne fred og sikkerhed, menneskerettigheder, udviklingsaktiviteter samt humanitære indsatser. Spørgsmål som konflikter, økonomi, fattigdom, sult, sygdomme og miljø er derfor centrale for FN’s arbejde. Desuden arbejder FN med mange tværgående emner, for eksempel børns vilkår, kvinders rettigheder, kultur og uddannelse.

FN har seks hovedorganer, nemlig Generalforsamlingen, Sikkerhedsrådet, Det Økonomiske og Sociale Råd, Formynderskabsrådet, Den Internationale Domstol og FN-sekretariatet. FN’s hovedkvarter ligger i New York, men nogle af dets underorganisationer har hovedsæde andre steder i verden, blandt andet i Geneve, Nairobi og Wien. Den øverste leder i FN er FN’s generalsekretær. Sikkerhedsrådets hovedopgave er at behandle konflikter, der kan true den internationale fred og sikkerhed. Sikkerhedsrådet behandler løbende 20-25 konflikter i Afrika, Asien, Europa og Latinamerika. Da FN-pagten blev underskrevet, var den helt dominerende trussel fortsat væbnede konflikter mellem suveræne stater. Men det klassiske trusselsbillede er i dag afløst af et langt mere komplekst billede. Andre typer konflikter, såsom borgerkrige og etniske konflikter, bliver i stadig stigende grad også behandlet af Sikkerhedsrådet. Disse konflikter kan skabe ustabilitet i nabolande og andre nærtliggende lande. Ud over konflikter behandler Sikkerhedsrådet også tværgående temaer som for eksempel terrorisme, masseødelæggelsesvåben, hiv/aids og beskyttelse af civile i væbnede konflikter.

Sikkerhedsrådet har fem faste (permanente) medlemmer. Det er Rusland, Kina, Storbritannien, USA og Frankrig. Disse fem lande har vetoret. Det vil sige, at hvis blot ét af disse lande stemmer imod en beslutning, kan den ikke gennemføres. Sikkerhedsrådet har ti øvrige medlemslande. De bliver udvalgt af Generalforsamlingen for to år ad gangen. Danmark har været medlem af Sikkerhedsrådet i perioderne 1953-54, 1967-1968, 1985-1986 og 2005-2006.

NATO



Danmark er medlem af forsvarsalliancen NATO (Den Nordatlantiske Traktatorganisation). I NATO samarbejder en række europæiske lande samt Tyrkiet, USA og Canada. Organisationen blev oprettet i 1949 som et fælles forsvar imod den kommunistiske stormagt Sovjetunionen. Danmark har været med fra starten. I alt omfatter NATO fra 2009 28 medlemslande, herunder alle EU-lande på nær Østrig, Irland, Sverige og Finland.

NATO-samarbejdet bygger på solidaritet imellem medlemsstaterne. Det betyder, at alle NATO-lande betragter angreb på én af medlemsstaterne som et angreb på hele alliancen. Siden Den Kolde Krig sluttede omkring 1990, har NATO’s indsats gradvist ændret sig. Målet er stadig at skabe fred, sikkerhed og stabilitet i medlemslandene. Men midlerne har i stigende grad været at fremme demokrati, menneskerettigheder og vestlige retsprincipper rundt om i verden. Efter terrorangrebet i New York i september 2001 tog NATO i 2002 et nyt skridt i sit samarbejde. NATO besluttede at styrke sin evne til at imødegå enhver trussel mod medlemsstaternes militære styrker, befolkninger og territorier, herunder også terrortrusler. I dag diskuteres også risikoen for cyberangreb via internettet. Tidligere var NATO kun klar til at reagere på trusler fra andre nationer.

Til daglig ledes NATO af en generalsekretær. Til denne post valgte NATO i 2009 den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i 2014 blev afløst af den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg. Generalsekretæren er ansvarlig for, at der bliver afholdt møder i NATO-rådet. Her træffer medlemsstaterne de vigtigste politiske beslutninger ved enstemmighed. Medlemsstaternes udenrigsministre og forsvarsministre mødes regelmæssigt.

INTERNATIONALT SAMARBEJDE OM UDVIKLING



Danmark støtter bekæmpelsen af fattigdom i mange af verdens fattigste lande. Denne støtte kaldes internationalt udviklingssamarbejde. I samarbejde med udviklingslandene og diverse organisationer forsøger Danmark at sætte ind, hvor behovet for og effekten af udviklingsbistanden er størst. Ligestilling, god regeringsførelse, menneskerettigheder og demokrati, privatsektorudvikling samt hensyn til miljøet er afgørende elementer i at sikre en bæredygtig udvikling, der kan føre til bekæmpelse af fattigdom. Disse elementer er derfor vigtige for dansk udviklingsbistand.

FN’s medlemsstater vedtog ved et topmøde i New York i september 2015 de nye verdensmål for bæredygtig udvikling, der danner rammen for den globale udviklingsindsats de næste 15 år.

De 17 nye verdensmål er meget ambitiøse og spænder bredt. Udover fattigdomsbekæmpelse og social udvikling har verdensmålene også fokus på økonomisk og miljømæssig udvikling og inkluderer mål for fred og sikkerhed. Med verdensmålene har FN’s medlemslande således blandt andet forpligtet sig til at afskaffe ekstrem fattigdom, sikre uddannelse til alle, bedre sundhed, anstændige jobs og bæredygtig vækst i alle lande. Verdensmålene viser, hvor vi skal hen inden år 2030.

Den danske udviklingsbistand sigter blandt andet på at forbedre sociale forhold som for eksempel sundhedsfaciliteter og uddannelsesmuligheder, at øge den økonomiske vækst gennem for eksempel udvikling af landbrug, infrastruktur og erhvervsliv, at beskytte miljøet og at fremme demokrati og menneskerettigheder samt god regeringsførelse. En del af den danske udviklingsbistand gives som direkte bistand til udviklingslandene. Det er i 2015 blevet besluttet at prioritere udviklingssamarbejdet, så indsatsen fremover vil være fokuseret på 14 prioritetslande, hovedsagligt i Afrika.

Danmark giver derudover bistand gennem bidrag til internationale organisationer såsom EU, FN og Verdensbanken. Endelig giver Danmark bistand gennem private organisationer og civilsamfundsorganisationer. Danmark er et ud af kun en håndfuld lande i verden, som opfylder FN’s målsætning om, at lande skal give 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i udviklingsbistand.